Lægevagtens Natberedskab
Den 1. marts 2024 overtager Region Midtjylland den nuværende lægevagt i tidsrummet kl. 23.00–08.00.
Fra 1. marts 2024 er det Lægevagtens Natberedskab, man skal kontakte, hvis man bliver så syg om natten, at man har brug for akut lægehjælp. Den nye ordning, som bliver en del af Præhospitalet, vil bestå af en telefonvisitation samt to konsultationer. Derudover vil patienter kunne få besøg i eget hjem af en erfaren sygeplejerske, paramediciner eller ambulancebehandler.
Lægevagtens Natberedskab er – som lægevagten er i dag - for borgere, der får akut ikke-livstruende sygdom og skade, når egen læge holder lukket, og det ikke kan vente til den efterfølgende hverdag. Lægevagten og natberedskabet får samme telefonnummer som lægevagten har i dag: 70 11 31 31.
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) betjener fortsat lægevagten mellem kl. 16.00 – 23.00 på hverdage og kl. 08.00 – 23.00 i weekender, på helligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.
Om Lægevagtens natberedskab
Bliv en del af Lægevagtens Natberedskab
Vi søger løbende medarbejdere til stillinger i det nye natberedskab. Lige nu søger vi blandt andet læger og sygeplejersker, for eksempel:
- Speciallæger - gerne i almen medicin, interne medicinske specialer eller akutmedicin
- Hoveduddannelseslæger i fase 2 og 3
Du kan se stillingsopslagene og søge stillingerne på Ledige jobs i Præhospitalet.
Før opstarten i natberedskabet vil man få introduktion eller uddannelse, så man får et solidt fagligt udgangspunkt for at varetage funktionen.
Få mere information om stillingerne
Vil du høre mere om den nye ordning og de forskellige jobmuligheder, er du velkommen til at kontakte:
Læger:
Ledende overlæge Anh-Nhi Thi Huynh på
thihuy@rm.dk eller telefon 40 20 27 39.