31.01.2019

Tirsdag 29. januar modtog den første patient behandling på Dansk Center for Partikelterapi

Tirsdag d. 29. januar var en jubeldag på Dansk Center for Partikelterapi. Efter flere års forberedelse med byggeri og installation af udstyr kunne den første patient modtage behandling.

- Vi har nået en milepæl inden for kræftbehandlingen i Danmark. Centeret er nationalt, og jeg glæder mig over, at man allerede i løbet af 2019 vil kunne behandle alle danske patienter, der har behov for partikelterapi, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Første patient har tumor i hjernen

Partikelterapi er en ny og skånsom form for strålebehandling. De første patienter på Dansk Center for Partikelterapi får behandling for en godartet svulst i hjernen. De får partikelterapi, da deres svulst ikke kan opereres væk.

- Vi har det rigtig godt med, at vi nu har behandlet den første patient. Det er en stor tilfredsstillelse for alle i centeret; læger, stråleterapeuter, fysikere og teknikere, som har arbejdet frem mod dette mål i flere år, siger Morten Høyer, ledende overlæge på Dansk Center for Partikelterapi.

- Den første måned behandler vi patienter med godartede hjernesvulster, men i februar udvides behandlingen til også at omfatte en række forskellige kræftformer, siger han.

De første børn og unge med kræft vil modtage partikelterapi fra april. Ved udgangen af 2019 vil alle danske patienter, der har behov for partikelterapi, modtage behandling på Dansk Center for Partikelterapi fremfor som tidligere at blive sendt til udlandet.

Flere år med forberedelser

Dansk Center for Partikelterapi er et nationalt center placeret ved Aarhus Universitetshospital. Udstyret i centret er finansieret af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Det første spadestik til Dansk Center for Partikelterapi blev taget i 2015. Siden da er tiden gået med at bygge centeret, indkøbe udstyr og ikke mindst installere det meget omfattende udstyr.

Perspektiver for kræftbehandlingen

Udstyret på centeret består af en cyklotron, der kan accelerere protoner (partikler), der ledes ud til tre behandlingsrum. På sigt vil centeret kunne behandle 1100 patienter pr. år, hvor hver patient i gennemsnit vil få 30 behandlinger.

- Med Dansk Center for Partikelterapi får vi store muligheder for at udvikle behandling og forskning nationalt og internationalt inden for kræftområdet, siger Claus Thomsen, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

Fakta

  • Partikelterapi er en ny og skånsom form for strålebehandling. Med partikler er man i stand til at give en præcis og koncentreret stråledosis, samtidig med at dosis til det omgivende normale væv holdes på et lavt niveau. Det medfører, at partikelterapi giver færre skadevirkninger end almindelig strålebehandling.

  • Dansk Center for Partikelterapi er et nationalt center, som skal behandle patienter fra hele landet. Retningslinjer for udvælgelse og henvisning af patienter til partikelterapi sker i samarbejde med de danske kræftafdelinger og Danske Multidisciplinære Cancergrupper.

  • Bygninger og udstyr til strålebehandling er finansieret af bidrag fra A.P. Møller Fonden, staten og Region Midtjylland. De samlede udgifter til etablering af centeret beløber sig til 800 mio. kr.

  • Læs mere om partikelterapi - Dansk Center for Partikelterapi

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768, kuhnau@rr.rm.dk
  • Ledende overlæge Morten Høyer, Dansk Center for Partikelterapi, tlf. 2328 2823, Hoyer@aarhus.rm.dk
  • Lægefaglig direktør Claus Thomsen, Aarhus Universitetshospital, tlf. 2913 5849, Claus.Thomsen@rm.dk