I REFER-CDR projektet samarbejder Region Midtjylland med 24 midtjyske fjernvarmeselskaber for at skabe en mere miljø- og klimavenlig varmeproduktion, der samtidigt vil gavne forbrugerøkonomien hos værkernes kunder.

Hos Hedensted Fjernvarme har projektet acceleret den grønne omstilling ved at yde konsulentbistand til kvalificere investeringen i en stor varmepumpe.

Varmepumpen skal udnytte overskudsvarmen fra Air Liquide, der producerer industrielle gasser. Under tilbudsfasen blev det tydeligt, at det selskabsøkonomiske optimum for varmepumpens størrelse lå ved 8,6 MW varmeproduktion, hvilket blev basis for det installerede varmepumpeanlæg, der har været i drift siden slutningen af 2020.

Varmepumpen kan levere temperaturen, der i dag bruges i byens fjernvarmenet, men også lavere temperatur, hvilket kan være relevant ved optimeringen af driften af det samlede fjernvarmesystem. Varmepumpens drift koordineres med produktionen hos Air Liquide samtidigt med, at akkumuleringstanken ved værkets solvarmeanlægget bruges til at udjævne forskellene mellem byens behov og varmepumpeanlæggets produktion.

Varmeproduktionen fra varmepumpen forventes at leverer ca. 27,5 GWh om året, hvilket er omkring 55% af den samlede varmeproduktion hos Fjernvarmeselskabet. Hedensted fjernvarmeselskab har investeret 31,2 mio. kr. i bygning og varmepumpe. Samlet set vil den nye varmepumpe hos Hedensted fjernvarmeselskab være med til at sikre en mere robust, billig og grønnere fjernvarme for kunderne i Hedensted.

 

 

Faktaboks: Stor varmepumpe hos Hedensted Fjernvarme

  • Investering: 30,7 mio. kr.
  • CO2 besparelse: 73.600 tons CO2-ækvivalenter over en
    20-årig periode
  • Samfundsøkonomisk besparelse over 20 år: Ca. 28.1 mio. kr.
  • Varmepumpe størrelse: 8,6 MW