Som disponent koordinerer jeg ambulancer, akutlægebiler, paramedicinerbiler og lægehelikoptere i regionen. Sammen med mine kolleger sørger jeg for at få sendt den rigtige hjælp afsted til dem, der har brug for det. Både den planlagte og akutte.

Jeg har en baggrund som speditør. I den branche gælder det om at have lastbilerne fyldt op. Her handler det om altid at have en ambulance fri. Man skal kunne forudse det uforudsigelige og trives i kaos. Den plan, man lige har lagt, kan ramle sammen i næste øjeblik, og så må man starte forfra. Det er lidt som at bygge et korthus.

Vi bliver målt på det resultat, vi leverer. Det handler ikke om penge, men om at patienterne får den rette behandling til den rette tid, og om at de ambulancer, der skal ud, også kommer ud. Det er et stort ansvar. Det er jo mennesker, som har brug for hjælp. Når vi så får tingene til at køre, kan jeg godt tænke ”hold kæft, hvor er vi gode”.

Samarbejdet styrker vores fællesskab

Vi er forskellige mennesker med flere fagligheder her. Mine sundhedsfaglige kolleger har deres fokus på patienten, hvor mit er på at få løst opgaven med det materiel, vi har til rådighed. Alligevel er vi lidt som en lille familie. Vi kender hinanden rigtig godt, og vi bruger også tid på at forstå hinandens opgaver. Det er nemlig vigtigt, at vi kan få tingene til at fungere sammen. Også fordi vi bruger mange timer i hinandens selskab. Her kan godt være en løssluppen stemning, men det tror jeg er vigtigt for at kunne udføre det alvorlige arbejde, vi gør.

Jeg oplever, at fællesskabet er stærkt, fordi vi gør plads til alle og er afhængige af hinanden. Vi er også gode til at kommunikere på tværs både med de sundhedsfaglige visitatorer, de øvrige disponenter og med redderne ude i bilerne.