Som paramediciner skal man kunne handle. Også selvom vi ikke altid ved, hvad vi går ind til. Vi går ind der, hvor de andre går ud.

Der er meget diagnostik i jobbet, og der er ikke altid tid til at slå ting op, så i grove træk skal du kunne dine instrukser på fingerspidserne. Vi går systematisk til værks i gennemgangen af patienten, så vi får alt med og ikke overser noget. Derfor betyder det rigtig meget for mig, at min faglighed er i orden, og at jeg løbende skærper den. "Train hard, fight easy". Det giver ro og overskud.

Jeg kører både ambulance og lægebil. Det er to vidt forskellige opgaver. Når jeg kører ambulancen, er det mig, der tager beslutninger og styrer slagets gang. I lægebilen bestemmer lægen. Her kører jeg næsten kun akutte ture og får god sparring og læring om fx brug af medikamenter ved at køre med lægerne.

Jeg synes, jeg bliver en bedre ambulanceredder af at køre lægebil og en bedre lægeassistent af at køre ambulance.

Empati er vigtigt, når man møder folk i nød og krise

Det lyder lidt klicheagtigt at sige, at jeg gør en forskel, når jeg møder på arbejde. Men når vi kommer frem til folk i krise, skal vi jo tage ansvaret og få dem på rette spor igen. Samtidig skal vi også have de bløde værdier i orden og kunne være der for dem mentalt, når de har mistet eller er kommet alvorligt til skade.

De skal alle behandles ordentligt, og vi skal kunne sætte os i deres sted.

Vi kommer ud til alt lige fra fødsel til hjertestop. Ofte er det hjerteproblemer og vejrtrækningsproblemer. Traumerne er selvfølgelig også repræsenteret. Det er meget sæsonbetinget. Er der snevejr, så er der flere færdselsuheld, og når solen skinner, er det ulykker relateret til havearbejde og motorcyklerne på vejen. Når jeg kører på arbejde, begynder jeg helt instinktivt at overveje, hvad vi sandsynligvis skal vi ud til i dag.