Normalt har vi både vagter i akutlægebilen og i ambulancen. Akutlægebilen kører som regel ud med blå blink, men det er måske kun 1 ud af 20 ture, hvor vi virkelig skal have gang i alle vores kompetencer. Det kan fx være ved alvorlige trafikuheld, hvor tid er afgørende for, om patienten overlever. Her skal vi måske standse store blødninger eller sikre, at patienten kan trække vejret.

Vores vigtigste opgave er at komme ud på stedet, vurdere behandlingsbehovet og få startet avanceret behandling op. Derefter skal patienten ind på sygehuset. Vi kører i snit 8-9 opgaver i døgnet, men det svinger.

I ambulancen kører vi langt fra altid med blå blink. Det er et alsidigt job, og vi skal være klar til mødet med det ukendte. Nogle gange skal vi ud og holde fru Jensen i hånden. Andre gange har vi meget travlt. Vi kommer ind der, hvor folk er allermest sårbare, så det er vigtigt med nærvær og medmenneskelighed. Vi skal bruge vores faglighed, men også have hjertet med. En stor del er også socialt arbejde, hvor vi møder borgere, der har brug for tryghed. Så i mit fag hænger hjerne og hjerte tæt sammen.

Læring er et ansvar, jeg har over for borgerne

Akutlægebilen i Randers samarbejder tæt med anæstesiafdelingen, og jeg går tit op for at være med på deres morgenkonference, når jeg møder ind. Min lægekollega og jeg gennemgår derefter bilens udstyr sammen og sikrer os, at alt spiller. Sammen med redderne fra ambulancen har vi også to andre meget vigtige punkter på dagsordenen: Hvad vi skal spise til frokost, og hvad vi skal have til aftensmad. Vi er nærmest en familie på fire og forsøger at spise sammen hver vagt.

Jeg vil gerne være med til at udvikle mit fag. Derfor er det fedt at være ansat i regionen, hvor man løbende undersøger og implementerer nye arbejdsgange, så vi kan gøre det endnu bedre. Hvis man gerne vil være en del af en organisation i rivende udvikling, og hvis man tager fagligt ansvar og har en faglig stolthed, er det et godt sted at arbejde.