Hmu Socialområdet 12. december 2024 (Referat)
til
mødet i
den 12. december 2024 kl. 11:30
i SVO/SAU - Kejlstrupvej 99d, 8600 Silkeborg (mødelokale 3+4)
1. Velkomst og kort præsentation af programmet (kl. 12.00-12.05)
Sagsfremstilling
HMU-formandskabet ved socialdirektør Ann-Britt Wetche byder velkommen og gennemgår kort programmet for mødet.
Praktiske oplysninger
Der er gratis parkeringspladser lige ved døren. Hvis der ikke skulle være nok pladser, kan der måske finde en plads længere nede af vejen. Her skal man bakke ind (af hensyn til evt. udrykningskøretøjer)!
Vigtigt: Der må ikke parkeres ved el-ladestanderne, ligesom der ikke må parkeres udenfor en parkeringsplads.
Vi sidder i mindre grupper. Gruppeinddelingen ses ved bordene.
Frokost og juleafslutning
Der er frokost kl. 11.30-12.00. Som afslutning på mødet er der mulighed for at ønskes hinanden god jul samt nyde æbleskiver og alkoholfri gløgg.
Afbud
- Ann Frederiksen
- Hilde T. Holst
- Tommy Skaalum
Beslutning
Socialdirektør og formand for HMU, Ann-Britt Wetche, bød kort velkommen.
Der var afbud fra:
- Ann Frederiksen (områdechef SOH)
- Hilde T. Holst (områdechef SUA)
- Tommy Skaalum (viceområdechef SAU)
- Lone Andersen (TR/FOA)
- Rasmus Ladefoged (områdechef Holmstrupgård)
2. Tjek-ind ved bordene (kl. 12.05-12.10)
Sagsfremstilling
Formålet med tjek-ind er at alle 'lander' i rummet og i mødet. Der er en bordet-rundt, hvor alle får mulighed for ultrakort at fortælle de øvrige omkring bordet, hvem man er, og hvad man er optaget af. Det kan både være stort som småt.
Beslutning
HMU besluttede, at:
- have et ‘tjek-ind’ ved bordene/de fire grupper.
3. Godkendelse af dagsordenen og referatet fra seneste møde (kl. 12.10-12.15)
Det indstilles, at HMU
Beslutning
HMU besluttede, at:
- godkende dagsordenen
- godkende referatet fra HMU-mødet den 7. oktober 2024 og referat fra årlig arbejdsmiljødrøftelse
4. Orientering fra formødet for medarbejderside (kl. 12.15-12.20)
Beslutning
Medarbejderside orienterede om at man blandt andet havde drøftet følgende emner på formødet:
- Den nye Sundhedsreform og de ukendte konsekvenser for socialområdet
- Fra gennemgang af dagens dagsorden drøftede man bl.a. nyt IT-system SENSUM One på socialområdet, On-boarding og personaleredegørelse, samt evt. underudvalg for arbejdsmiljøet og sikkerhed
HMU besluttede, at:
- tage orienteringerne til efterretning.
Orientering fra ledelsesside ift. Sundhedsreformen og andre nationale tiltag er planlagt og figurer under de gensidige orienteringer pkt. 19.
5. Status på implementering af Sensum One (kl. 12.20-12.50)
Det indstilles, at HMU
- orienteres om status på udbudsprojektet
- orienteres om den godkendte forvaltningsorganisering af Sensum One
- orienteres om den forventelige supportorganisering vedr. Sensum One
Sagsfremstilling
Vibeke Kjær-Jensen og Mona Bünning Christiansen orienterer på vegne af styregruppen for udbudsprojektet, HMU om status på implementeringen af Sensum One.
Afklaringsfasen er overstået med en godkendelse af den endelige leverancebeskrivelse og projektet er nu påbegyndt en ny fase, som bla. andet indeholder klargøring af organisationen i forhold til udrulningen af Sensum One, som er planlagt i efteråret 2025. Derudover påbegynder EG Digital Welfare udviklingen af en række elementer som skal forbedre Sensum One inden medarbejderne skal tage løsningen i anvendelse. Det drejer sig blandt andet om gode kalender, aftale og opgaveflow som skal understøtte medarbejderens dokumentationspraksis. Der er nye overbliksmuligheder, så indholdet på fx startsider og overblik kan give medarbejderen færre klik rundt i løsningen. Der er også i tråd med Visions og udviklingsplanen lagt stor vægt på muligheden for at inddrage borgeren mere aktivt i egen indsats og mulighed for at berige dokumentationen i fx. mål og delmålsarbejdet.
I forbindelse med implementeringen af et nyt socialfagligt it-system har der fra socialledelsen været et klart ønske om en professionalisering af leverandørsamarbejdet med en ny aktør og en bedre og mere ensartet håndtering og dokumentation af supportsager vedr. it-systemet. Der er derfor indgået samarbejde med Digitalisering og IT, så man organiserer den fremtidige forvaltning af organisationen på samme måde som andre kritiske it-systemer i Region Midtjylland. Dette vil forandre supportorganiseringen og den fremtidige forvaltning af Sensum One.
Styregruppen har ligeledes efter bred involvering fastlagt principperne for udrulning af Sensum One og SCF blev orienteret om dette den 15. november. HMU modtager derfor også information om principperne for den kommende udrulning i efteråret 2025.
Beslutning
Vibeke Kjær-Jensen og Mona Bünning Christiansen orienterer om aktuel status på implementeringen af Sensum One og den fremtidige organisering af support og systemadministration. Den fremtidige forvaltningsorganisering bygger på en større afdækning af organiseringen i specialområderne, andre regioner, et tæt samarbejde med Administrative produkter (Digitalisering og IT), samt supportmodel og Systemejermodellen i Region Midt.
Der er ansat projektleder til implementering i Socialstaben i 2-årig projektstilling. Mona Bünning Christiansen er fortsat den overordnede projektleder i Socialstaben.
Fælles med Digitalisering og IT er der nu ansat en produktforvalter til Sensum One. Den tættere kobling med Digitalisering og IT er nyt for socialområdet og forventes at give en række fordele og professionalisere supportorganiseringen.
Den overordnede tidsplan frem til 2. kvartal 2026 gennemgås. Dernæst præsenteres bl.a. en trefaset plan ift.: 1) konfiguration og udvikling, 2) udrulning og 3) drift.
SENSUM One er færdigt system som allerede bruges i 2 regioner, men der er krav fra Region Midtjylland som skal indarbejdes og udvikles i løsningen det sker i en konfiguration og udviklingsfase.
Der præsenteres principper for udrulning og en fortløbende udrulningsplan. Holmstrupgård kører første pilotafprøvning. Der tænkes i koordinering ved at næste specialområde kobles på ift. overløb af læring. Udrulningen vil inddrage sekretariater og stabsfunktioner ude på specialområdeniveau. Koordinerende superbrugere får hovedroller. Det er en stor ressourcekrævende undervisningsopgave med ca. 200 hold på tværs af socialområdet.
Inden man når “Go Live” og overgang til driftsfasen, så migreres dokumenter fra SENSUM Bosted over til SENSUM One. Der kommer “Do and Dont’s” fra staben. Der vil være “Kigge afgang” som bevares i SENSUM Bosted i en periode. Der slettes ikke dokumentation, men det sendes fx til arkivering ved statens arkiv. Det tænkes også som en oprydningsproces.
- Med baggrund i drøftelse på formødet for medarbejdersiden spørges der til baggrundet for valget af Sensum One fremfor andre systemer på markedet
Fra udbudsprojektet svares der at Sensum One er det bedste system ud fra de kravsspecifikationer som var givet. Særligt ift. fælles dokumentationsparksis og data på tværs i socialområdet mellem de 8 specialområder. Valget bunder i en meget grundig proces i projektgruppen med repræsentation fra alle 8 specialområder og kvalitetsnetværket m.fl. Det gav 206 kravspecifikationer til udbuddet. Region Midtjylland fik 4 tilbud ind fra leverandører. De blev analyseret og dernæst ”trykprøvet” på møder med tilbudsgiverne og deres bud ift. tilpasninger. I den samlede proces vandt EG med SENSUM One.
- Der spørges opfølgende fra medarbejderside til EPJ som mulighed, da det allerede er et fælles regionalt IT-system, som fx afdelinger på IKH bruger og er tilfredse med
Fra udbudsprojektet svares der at der er ikke modtaget tilbud ift. EPJ som løsning. EPJ er ikke tænkt som et system til socialområdet, men sundhedsområdet. Det vil være et ressourcekrævende og usikkert udviklingsprojekt. Det har været et meget vigtigt kriterie i udbudsprocessen netop at finde et eksisterende system som er i drift og afprøvet på socialområdet andre steder.
6. Præsentation af fællesadministrationen på Kejlstrupvej (kl. 12.50-13.10)
Sagsfremstilling
Der gives en præsentation af fællesadministrationen på Kejlstrupvej og de funktioner der understøtter driften samt det unikke i, at der deles hus med Præhospitalet.
Beslutning
Områdechef Lars Bording-Machon gav kort en præsentation af fællesadministrationen på Kejlstrupvej, som blev afsluttet ude i forhallen.
Der spørges til lignende fælles løsninger på socialområdet. Der er pt. Ingen konkrete planer om andre men SBU og SUA har fælles administration i Hinnerup i anden form.
7. Opfølgning på arbejdsmiljødrøftelsen 2024 - Fokusområder og prioriteringer i arbejdsmiljø- og sikkerhedsarbejdet (kl. 13.10-13.40)
Det indstilles, at HMU
- Tager orienteringen om det reviderede arbejdsmiljø-HUS til efterretning
- Tager orienteringen om prioritering af arbejdsmiljøområdet til efterretning
- Tager orienteringen om etablering af et HMU-underudvalg for arbejdsmiljø- og sikkerhed til efterretning
- Drøfter hvilke særlige opmærksomheder HMU-underudvalget bør have i 2025-2026
- HMU-medarbejderrepræsentanterne på det konstituerende HMU-formøde i 2025 blandt sig vælger 2 medarbejderrepræsentanter til at indgå i underudvalget.
Sagsfremstilling
Arbejdsmiljø-HUSET 2025-2026:
Den 7. oktober 2024, afholdt Socialområdet den lovpligtige årlige arbejdsmiljødrøftelse. Det strategiske afsæt og produkt i form af Arbejdsmiljø-HUSET, er på baggrund af drøftelsen og data revideret til indsatser gældende for 2025-2026 og frem mod 2030. HUSET har nu 2 hovedfokusområder med hhv. reduktion af psykiske belastninger (særligt fysisk vold og høje følelsesmæssige krav) og reduktion af nyansattes arbejdsulykker (særligt fysisk vold, fald og sammenstød). HUSET har fået et anneks med et vedligeholdelsesfokus omkring reduktion af fysiske ulykker (særligt ergonomi), da der er sket en fin ulykkesreduktion på området.
LMU'erne skal I forbindelse med deres lokale arbejdsmiljødrøftelser, beslutte og igangsætte indsatser, ud fra hovedfokusområderne i HUSET:
Der skal arbejdes lokalt i LMU/AMG med hovedfokusområderne vedr. psykiske belastninger og/eller nyansattes arbejdsulykker. Indholdet i arbejdsmiljøindsatsen/erne skal der være etablering af systematik med formålet at reducere risikosituationer, proaktiv involvering af de ansatte samt ledelsesmæssig prioritering.
HMU's anbefalinger til at arbejde med lokale og tværgående indsatser er oplistet i HUSET (bilag).
Behov for prioritering af arbejdsmiljøområdet i Socialområdet
I arbejdsmiljødrøftelsen viste data fra 2023 generelt, at arbejdsmiljøet er udfordret på flere parametre og blandt flere specialområder. Særligt fraværsulykkerne og længden af fraværsperioden steg i 2023. I 2024 ses et mindre fald i fraværsulykkerne, men ulykkesniveauet er generelt stadig højere end tidligere år. Der er i 2024 lokale udfordringer og indsatsområder, der lige nu kalder på prioritering og konkret handling. Nogle specialområder har i en periode haft et øget personaleflow blandt ledere og medarbejdere. Med flowet kan gode rutiner, arbejdsgange og basis-systematik for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere være blevet udvisket. Kompleksiteten i opgaveløsningen er stigende og der er konkurrerende dagsordener, der tager fokus fra det grundlæggende arbejdsmiljøarbejde. Nogle steder spores en træthed omkring indsatser, der vedrører det grundlæggende arbejdsmiljøarbejde og det lange seje træk det er at vende udvikling i det psykiske arbejdsmiljø.
Det er HMU-formandskabets vurdering, at der igen er behov for en øget bevågenhed på arbejdsmiljøområdet. Formandskabet har derfor besluttet, at HMU-underudvalget for arbejdsmiljø og sikkerhed genetableres med det nye HMU's konstituering i 2025. Underudvalget giver en organisatorisk mulighed for hyppigere og tættere at kunne følge indsatser og arbejdsmiljødata som personaleflow, sygefravær, ulykker og dybdegående analyser (bilag).
Primo 2025 vil Strategisk Chef Forum blive præsenteret for et implementeringskatalog med en række konkrete organisatoriske løsningsforslag. Forslagene tager afsæt i flere af de HMU-anbefalinger, der er indeholdt i det reviderede Arbejdsmiljø-HUS.
Beslutning
Tværgående Arbejdsmiljøkoordinator Lotte Koldtoft orienterede om det reviderede arbejdsmiljø-HUS og hovedfokusområder for arbejdsmiljøindsatsen 2025-26, samt anbefalinger til prioritering af arbejdet både lokalt i LMU/AMG og tværgående tiltag ift. at forebygge ulykker og fremme psykologiske tryghed. Der nævnes også bl.a. særligt fokus på samarbejde med Psykiatrien og Præhospitalet, samt arbejdet med 3-meter-reglen hvor der ift. uge 3 kommer en række nyt materiale.
HMU-formandskabet har drøftet tendenserne på socialområdet. Formand Ann-Britt Wetche redegjorde nærmere for udfordringerne i forhold til arbejdsmiljøet, som også havde været et særligt orienteringspunkt under socialområdets årlige status til Psykiatri- og Socialudvalgsmødet den 4. december 2024. Særligt det høje ulykkestal særligt blandt unge og nye kollegaer og det høje sygefravær på socialområdet. Der er gang i flere gode tiltag på området. Det har været godt at være på ledelsestilsyn rundt i organisationen. Det er vigtigt med fokus på on-boarding til nye medarbejdere og forsat kompetenceudvikling. Det er vigtigt med fokus på også ledernes trivsel og sikre god fælles ledelse på socialområdet og der har fx været afholdt en stor lederkonference den 6. december 2024 for lederne på socialområdet.
Et andet nyt tiltag er, at HMU-underudvalget for arbejdsmiljø og sikkerhed skal genoplives, og hvor 2 medarbejderrepræsentanter ved næste valg indgår i underudvalget.
HMU besluttede, at
- gå i fire grupper til 15 min. til drøftelse af opmærksomheder til det kommende underudvalg.
Følgende opmærksomheder til underudvalget blev nævnt under den fælles opsamling:
- Øget sygemeldinger også ved erfarende kollegaer pga. “Mental træthed” fx når de går forrest når der er mange nye kollegaer. Evt. kigge på sammensætning af medarbejderne (Nye/gamle kollegaer). Evt. tænke i simulationstræning og fx indøve situationer og rutiner for håndtering.
- Udfordringer ved svag struktur/kultur ved onboardingforløb og en samtidig høj mængde af nye kollegaer.
- Fokus på datagrundlag som fx personaleflow for medarbejdere og ledere
- Fokus på VTC-registrering/ulykkesdata som data til at spotte udfordringer.
- Måske er det ulykkestypen som binder os sammen? fx faldulykker på SAU og SUA. Hvad kan vi lære? Hvad kan vi gøre?
- Ledere og trivsel hænger tæt sammen. Opmærksom på nærværende ledelse og kulturforandring via HMU, LMU og områdeledelserne fx ift. hvornår man har fri/er på arbejde. Støttesystemerne skal være på plads, også for lederne.
- Vigtigt at underudvalget kommer ud på de enkelte tilbud for at se hvad giver mening lokalt og AMR og LMU kobles på. HMU og underudvalg kan ikke løse det selv.
- Fokus på sygefravær. Evt. redskaber til at tale om “sygdom” fx dialogkort.
- Fokus tilbagekomst reboarding fra fx sygdom, barsel mv. Evt. brug af følvagter.
- Fokus på uddannelsesfravær - ikke kun sygefravær - fravær presser kollegaer.
- Tage fat på emner man hører ude og fx fra temadage/HMU-temaer. Fx “Langtidsfriske” er tidligere tema i organisationen. Hvad lærte vi? Hvordan bruger vi det?
- Brush up på man gør i hvilke situationer. Vi har mange gode ting på plads ved AMR mv. Informerer vi godt ud ift. hvornår man går til hvem?
Bilag
8. Sikkerhedsmodellen 4.0 (kl. 13.50-14.10)
Det indstilles, at HMU
- Tager orienteringen om høring af Socialområdets Sikkerhedsmodel 4.0 til efterretning
- Tager evt. hovedpointer fra høringssvarene til efterretning på mødet
- Tager implementeringsplanen til efterretning
- Kort drøfter om punktet giver anledning til yderligere opmærksomhedspunkter forud for implemeteringen af Sikkerhedsmodellen 4.0
Sagsfremstilling
Sikkerhedsmodellen 3.0 er Socialområdets overordnede retningslinje for sikkerhedsarbejdet. Sikkerhedsmodellen har i 2. halvår 2024 været under revidering. Socialstaben har udarbejdet 4.0 med løbende inddragelse fra de lokale arbejdsmiljøkoordinatorer. Flere af Socialområdets tværgående netværk og funktioner i Socialstaben har bidraget med bemærkninger og ønsker til modellens indhold og systematik.
Sikkerhedsmodellen 4.0 er væsentligt ændret fra tidligere versioner. Ændringerne består typisk i følgende:
- Modellen er skrevet med udgangspunkt i Arbejdstilsynets Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø fra 2020. Modellen adresserer derfor eksplicit, at voldsrisici skal forhindres og/eller reduceres, hvis en hindring ikke er mulig
- Modellen adresserer både forebyggelse og håndtering af vold, men også psykiske belastninger (elementer fra Belastningspsykologien), fordi særligt kombinationen af de 2 risikofaktorer hænger tæt sammen i det specialiserede socialområde og øger risikoen for at man kan blive syg af sit arbejde
- Modellens hovedfokus er på forebyggelsesdelen, med let inspiration fra Socialstyrelsens publikation "Styrket indsats til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem" samt rammen for Belastningspsykologi. Modellen fremhæver på denne måde faglighed som en del af sikkerhedsfundamentet, og italesætter at det er en forudsætning for at lykkedes med voldsforebyggelsen. Borgerens indefra-perspektiv, ønsker, håb og drømme er også nævnt som vigtige elementer i den gode hverdagsforebyggelse og tilgang til borgeren
- Modellen skærper forståelsen af alenearbejde og lægger vægt på risikovurderinger af den konkrete arbejdssituation
- Modellen har sproglige og metodiske referencer til det nye arbejdsmiljøsystem (2025) og det nye Socialfaglige IT system SensumOne (2025), herunder at der er systemunderstøttelse af LA2, Brøset og Trafiklyset.
- Modellen dækker alle ansatte – forstået som medarbejdere og ledere - fastansatte, elever/studerende og vikarer. Den henviser i øvrigt til konkrete krav til kompetenceudvikling, instruktion og oplæring
- Modellen italesætter enkelte steder nogle af specialområdernes egne "best practis"-værktøjer, med det formål at inspirere andre til lignede håndteringstiltag
- Modellen fremhæver det vigtige i systematisk at bruge VTC-data og analyserne forebyggende, samt hvordan systematisk psykologisk førstehjælp mv. skal udføres i praksis
- Modellen fremsætter et krav om, at alle specialområder skal udarbejde egne lokale sikkerhedsplaner - på tilbudsniveau. Dette gøres af hensyn til nærhedsprincippet og ønsket om, at sikkerhedsplanerne bliver mere instruerende i deres opbygning. Undtaget er IKH, som bedes lave en sikkerhedsplan på områdeniveau. Decentrale administrationer, som ikke ligger i forbindelse med et botilbud og Socialstaben, skal blot forholde sig til egne relevante sikkerheds- og belastningsmæssige tematikker, men behøver ikke have en egentlig sikkerhedsplan.
Der er ved høringsfristen kommet få høringsbemærkninger - Hovedpointerne fra høringssvarene modtager HMU på mødet, hvorefter høringskommentarerne vil blive indarbejdet i løbet af december 2024. Efter godkendelse får modellen sit endelige layout (til print) og kommer i e-Dok. Områderne får besked herom – forventeligt ultimo januar primo februar 2025. Socialledelsen har besluttet, at specialområderne skal implementere Sikkerhedsmodellen via lokale Sikkerhedsplaner inden udgangen af 2025. I efterårets Ledelsesdialoger (Ledelsestilsyn), kan status på implementeringe blive drøftet med hvert område.
Beslutning
Lotte Koldtoft gennemgår den vedlagte sikkerhedsmodel 4.0 som er mere eksplicit end den tidligere og angiver flere anbefalinger og værktøjer. Der har været høringsproces hvor der er kommet få bemærkninger: bl.a. blev der peget på at udarbejde “One-plager” eller Pixi-udgaver til menig medarbejder til lokalt brug. Næste skridt er endelig udgave af sikkerhedsmodellen skal godkendes. Det sker først på SUM og dernæst på et SCF-møde.
Bemærkninger fra HMU:
- Opmærksomhed fra 1. næstformand Rene Lodal på brug af den fulde længde af “Ledelsestilsyn for arbejdsmiljø og sikkerhed” ikke blot “ledelsestilsyn”. Vigtig ift. signalværdi.
- Opmærksomhed fra områdechef Lars Bording-Machon ift. at indtænke og nævne de nationale retningslinjer
- Forslag fra AMR Morten Nedergaard ift. at Pixiudgaver/”Onepager” kunne evt. bruge QRL-kode med link til fulde udgave mv.
Bilag
9. Godkendelse af revideret mødeplan for 2025 (kl. 14.10-14.15)
Det indstilles, at HMU
- Godkender den reviderede mødeplan for 2025.
Sagsfremstilling
HMU-formandskabet indstiller til, at det planlagte seminar for HMU ultimo februar erstattes med et ordinært møde fredag den 28. februar. I stedet bliver der afholdt seminar i juni for det HMU, der konstitueres i foråret 2025.
Revideret mødeplan for 2025
- Fredag 28. februar: Ordinært HMU (forventeligt sidste HMU for nuværende HMU)
- Marts/april: Konstituerende møde
- Onsdag-torsdag 11.-12. juni: Døgnseminar
- Torsdag 2. oktober: HMU inkl. den årlige arbejdsmiljødrøftelse
- Onsdag den 3. december: Ordinært HMU
Såfremt mødeplanen godkendes, opdateres møderne i Outlook.
Beslutning
HMU besluttede, at
- godkende mødeplanen uden bemærkninger.
10. Ny praktikorganisering vedr. praktik for pædagogstuderende (kl. 14.15-14.30)
Det indstilles, at HMU
- tager orientering til efterretning
Sagsfremstilling
Indsatsen hænger sammen med det overordnede strategiske arbejde indenfor – rekruttering, onboarding og tilknytning (bilag 1).
En professionel tilgang til de pædagogstuderendes praktikforløb skal ses som en langsigtet strategisk rekrutteringsindsats. De studerende er vores kommende kolleger, og vi ser ind i en tid med vigende ansøgere til pædagoguddannelsen og rekrutteringsudfordringer. Dertil er gennemsnitsalderen blandt Socialområdets medarbejdere stigende – derfor er der meget at vinde ved at styrke praktikarbejdet og vejledernes faglighed. For indblik i antallet af studerende og praktikarbejdet i dag se bilag 2.
I sin enkelthed går indsatsen ud på at sikre en harmonisering og en organisatorisk forankring af det gode praktikarbejde vedr. pædagogstuderende. Dette skal blandt andet ske gennem:
· en ny organisering af praktikarbejdet bestående af et tværgående praktikråd samt fem tværgående praktiknetværk (bilag 3).
· et kompetenceløft til praktikvejlederne – i den forbindelse er der udarbejdet en uddannelsesmodel og en økonomioversigt
Den nye praktikorganisering for pædagogvejledere og forslaget om formel vejlederuddannelse er udarbejdet med inspiration fra det sundhedsfaglige område.
Tidligere behandling af indsatsen:
- På SUM d. 17. september, besluttede socialledelsen at godkende forslaget om en ny organisering for den pædagogiske praktik. Endvidere blev det besluttet, at der afsættes 1 mio. kroner fra fællespuljen til at uddanne socialområdets pædagogiske praktikvejledere. Socialledelsen blev oprindeligt præsenteret for to uddannelsesmodeller - en uddannelsesmodel, hvor alle vejledere tager et diplommodul i vejledning, og en anden uddannelsesmodel, hvor rådet for praktik tager diplommodulet mens de øvrige vejledere tager vejlederuddannelse på akademiniveau. Socialledelsen besluttede at lade temagruppen for fagligt stærke specialområder komme med en anbefaling ift. uddannelsesmodellerne.
- Indsatsen blev behandlet på temagruppemødet for fagligt stærke specialområder d. 1. oktober, hvor temagruppen gav opbakning til organiseringen og uddannelsesmodellen, hvor alle vejleder tager vejledermodul på diplomniveau. Denne model koster lidt flere penge, men giver til gengæld det største faglige løft og gør praktik indenfor det pædagogfaglige felt sammenligneligt med det sundhedsfaglige område.
- På strategisk chefforum d. 15. november var indsatsen på dagsordenen. Strategisk chefforum gav opbakning til indsatsen og ønskede en opfølgning på SCF-mødet i januar.
Den nye organisering samt opkvalificeringen af socialområdets vejledere skal anskues som en investering, der samlet set skal:
- styrke vejlederfunktionen som karrierevej
- styrke det faglige læringsmiljø på Socialområdets praktiksteder,
- styrke den faglige kvalitet af vejledningen,
- styrke socialområdets omdømme som praktiksted
- bidrage til rekruttering af fagligt stærke og kvalificerede kommende kolleger
Beslutning
Vicedirektør Carsten Wulff præsenterede kort ny organisation vedrørende praktik for pædagogstuderende på socialområdet. Arbejdet organiseres i et tværgående praktikråd samt fem tværgående praktiknetværk. Netværkene oprettes i klynger som modsvarer VIA’s geografi. Derudover skal praktikvejledere opkvalificeres ift. praktikvejlederuddannelse (diplomuddannelse). Der er pt. ca. 40 vejledere. Alle praktikvejledere skal tage eller genopfriske deres vejlederuddannelse.
Bemærkninger fra HMU:
- Opmærksomhed på korrekt placering af tilbuddene i klyngerne i materialet. Bl.a. nævnes Kronen og Roden under DOK
- Opmærksomhed ift. at sikre aflønning ift. vejlederfunktionen
Vicedirektør Carsten Wulff kvitterede for bemærkningerne og tilkendegav at der vil der blive kigget på placeringer af tilbud i klyngerne i det videre arbejde, samt at socialområdet følger gældende overenskomst med SL ift. tillæg for varetagelse af vejlederfunktionen. Tillægget ydes i den periode, hvor en medarbejder har ansvaret for vejledning og undervisning af praktikanter.
HMU besluttede at
- tager orienteringen til efterretning
Bilag
12. Orienteringer fra RMU (kl. 14.35-14.40)
Det indstilles, at HMU
- tager orienteringerne til efterretning.
Sagsfremstilling
René Lodal giver en mundtlig tilbagemelding på drøftelserne fra mødet i RMU den 9. december.
Beslutning
1. HMU-næstformand René Lodal orienterede kort fra møde i RMU den 9. december. Sundhedsreformen og sundhedsområdet fylder meget i RMU regi pt. Der var drøftelse vedrørende håndteringen af overenskomstfri på d. 1. Maj blandt medarbejdere i regionen. Der var en opfordring til at respektere overenskomsterne selvfølgelig under hensyn til at sikre en ansvarlig og sikker drift på de regionale enheder. Sag vedrørende uberettiget EPJ-opslag fra sundhedsmedarbejdere blev ligeledes drøftet, her opmærksomhed videregivet ift. IKH-medarbejdere som arbejder med EPJ. RMU-valgtidsperioden blev ligeledes drøftet. En beslutning blev dog udsat.
HMU besluttede at
- tage orienteringen til efterretning
13. Skriftlig orientering: Voldsskadeforsikring og beslutning lindrende behandling (kl. 14.40-14.40)
Det indstilles, at HMU
- Tager orientering om voldsskadeforsikring til efterretning
- Tager orienteringen om lindrende behandling
Sagsfremstilling
Socialområdet bliver voldsskadeforsikret via Gjensidige pr. 1. januar 2025
HMU blev i august skriftligt orienteret om, at Region Midtjylland jf. ændring i Arbejdsskadesikringsloven - i et vist omfang pr. 1. januar 2025, skal sikre etableringen af en voldsskadeforsikring. Voldsskadeforsikringen dækker erstatning og godtgørelse, som svie og smerte og/eller tabt arbejdsfortjeneste efter Erstatningssikringsloven. Bestemmelsen gælder anerkendte arbejdsskader, som følger af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser, der er foranlediget af personer, der drages omsorg for. Voldsforsikringen er en ekstra erstatning til den primære erstatning der går via Arbejdsskadesikringsloven. Regionen skal ud fra udvalgte branchekoder på p-nummer niveau, primært inden for Socialområdet og Psykiatrien, dække tilskadekomne ansatte forsikringsmæssigt bedre og bredere end Offererstatningsloven gør i dag.
Regionen har for nuværende valgt at tegne en 1 årig aftale med forsikringsselskabet Gjensidige. Regionen har valgt ikke selv at være selvforsikret på området, fordi vurderingen af sagerne kræver indhentning af speciallægeviden og derfor vurderes kompleks og ressourcekrævende. Forsikringen koster 277 kr pr ansat/årligt. Det forventes, at præmien kan stige med tiden, som ordningen løbes i gang og sagerne kommer ind. Forsikringsenheden forventer, at niveauet for anerkendte sager vil blive lagt i løbet af et par år. Det vil udelukkende være krav efter Erstatningssikringsloven, der i forvejen ikke dækkes af Arbejdsskadesikringsloven, som skal opgøres og evt. udbetales.
De ansatte som er omfattet af branchekoderne skal i forbindelse med en anmeldelsen af en voldsulykke vejledes om den nye erstatningsmulighed. Den ansatte skal tage aktivt stilling til, om denne ønsker at søge om voldsskadeforsikringen. Der vil via Forsikringsenheden blive udarbejdet en blanket til formålet. Det er kun voldsulykker, som sker efter 1. januar 2025, der vil kunne være dækket af den ekstra forsikringsmulighed. Voldsskadeforsikringen dækker både fysisk og psykisk vold.
De aktuelle branchekoder, hvoraf Socialområdet er omfattet er listet herunder:
- 879910 (Drift af døgninstitutioner for børn og unge)
- 873010 (Drift af døgninstitutioner for personer med fysisk handicap)
- 872010 (Drift af døgninstitutioner for personer med psykiske handicap)
- 852020 (Undervisning på specialskoler for børn med funktionsnedsættelser)
- 879990 (Drift af andre former for institutionsophold, som forsorgshjem)
- 881030 (Revalideringsinstitutioner som beskyttede værksteder)
- 881020 (Dagcentre m.v., være og aktivitetscentre med behandlingsbehov)
- 889990 (Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold)
Teknisk-administrativ personale, som arbejder på de omfattede p-numre relateret til ovennævnte branchekoder vil også være omfattet af forsikringen - også selvom de fx ikke arbejder direkte med borgerne.
Region Midtjylland tilbyder i en prøveperiode betaling af lindrende behandling:
En lovændring i Arbejdsskadesikringsloven betyder, at der nu kan tilbydes betaling af lindrende behandling i arbejdsskadesager. Tidligere har der kun været hjemmel til betaling af helbredende behandling.
Med virkning fra den 1. juli 2024 har Folketinget vedtaget en lovændring af arbejdsskadesikringsloven, som giver selvforsikrede myndigheder mulighed for at afholde udgifter til konkrete lindrende indsatser. Formålet med lovændringen er, at arbejdspladsen skal kunne understøtte eller sikre skadelidtes mulighed for at komme tilbage eller blive på arbejdsmarkedet. Eksempler på konkrete indsatser kan for eksempel være at dække udgifter til stressbehandlinger hos psykolog, lindrende smertebehandling eller betaling for hjælpemidler, som ikke dækkes af skadelidtes kommune. Lovændringen er formuleret som en ”kan”-bestemmelse, men Region Midtjylland har besluttet, at bestemmelsen skal finde anvendelse i regionens arbejdsskadesager.
Region Midtjylland har besluttet at tilbyde betaling for lindrende behandling, men indfører det som en prøve i 1 år med budget på 750.000 kr (man ønsker pejling på ordningens pris og benyttelse). Sagsbehandlingen vil ske i et nyt samarbejde mellem Forsikringsenheden og Det Social kapitel med påbegyndelse pr. 1. januar 2025.
Beslutning
HMU besluttede at
- tage orienteringerne til efterretning
14. Skriftlig orientering: Valg AMG, LMU, HMU og RMU i 1. kvartal 2025 (kl. 14.40-14.40)
Det indstilles, at HMU
- Tager orienteringen vedr. valg i 1. kvartal 2025 til efterretning
Sagsfremstilling
Efter Region Midtjyllands MED- og Arbejdsmiljøaftale afholdes der valg til MED- og Arbejdsmiljøorganisationen i 1. kvartal i ulige år. Næste valgperiode er 2025-2027. Valget skal være afsluttet senest ved udgangen af 1. kvartal 2025.
- Valg/udpegningen til arbejdsmiljøgrupper/arbejdsmiljørepræsentant skal være afsluttet seneste 17. januar 2025
- Valg til LMU, skal være afsluttet senest 3. februar 2025
- Valg/udpegning til HMU, skal være afsluttet senest 3. marts 2025
- Valg/udpegning til RMU, skal være afsluttet senest 28. marts 2025
Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at tilrettelæggelsen af valgene gennemføres.
I valgår afholder Socialområdet Socialområde-rettede arbejdsmiljøuddannelser (lovpligtig grunduddannelse) for arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere. Der afvikles 2 forskellige kursushold med opstart i marts 2025.
Beslutning
HMU besluttede at
- tage orienteringen til efterretning
15. Skriftlig orientering: Nyt arbejdsmiljøsystem EG-saftynet i 2025 (kl. 14.40-14.40)
Sagsfremstilling
Regionens Arbejdsmiljøsystem (AMS) fra 2015 - som indeholder Ulykker, VTC og APV-sager skal udskiftes og opgraderes i 2025.
Regionens enheder afventer den endelig implementeringsdato. Der er kommet en række system- og implementeringsmæssige udfordringer hos EG-Saftynet. Det betyder, at Koncern HR Fysisk Arbejdsmiljø forventer, at datoen fra den nuværende overgangsdato 1. april 2025, til længere hen i 2025.
Den primære kommunikation omkring det nye AMS går via Socialstaben til specialområdernes lokale arbejdsmiljøkoordinatorer. Det nye AMS forventes at være mere intuitivt for opretteren, kan give et bedre datagrundlag til brug ved forebyggelse/opfølgning og indeholder en række funktioner, som giver arbejdsmiljøgrupperne et bedre overblik og nye undersøgelsesmuligheder. Specialområderne skal selv stå for at oplære arbejdsmiljøgrupperne i systemet, når den tid kommer. Der vil komme en række vejledninger og evt. e-læring som følger med systemets lancering.
Beslutning
HMU besluttede at
- tage orienteringen til efterretning
16. Skriftlig orientering: Flyt på tværs - Evaluering (kl. 14.40-14.40)
Det indstilles, at HMU
- orienteres om evalueringen og fortsættelse af Flyt på tværs
Sagsfremstilling
Med afsæt i HUSETs arbejdsmiljømålsætning, blev det besluttet i 2022, at der skulle oprettes et 'Flyt på tværs-nætværk' med fokus på forflytning af borgere. Formålet var at forebygge ergonomisk nedslidning og belastninger, ved at sikre videndeling til og mellem forflytningsvejlederene hos Socialområdet.
Flyt på tværs netværket mødes to gange årligt. Deltagerne er de lokale forflytningsvejledere, en HR-konsulent fra Socialstaben og ergonomiske konsulenter fra KoncernHR. Sidstnævnte er betalt af forfinansierede midler.
Flyt på tværs har været i en toårig prøveperiode frem til efterår 2024. Socialledelsen har nu besluttet, at Flyt på tværs skal fortsætte fra 2025 og frem.
Netværket blev evalueret september 2024:
- 2021 skete der 13 ergonomiulykker med fravær. HMU's HUSETs målsætning er, at dette skal reduceres med 50% frem mod 2030. I 2023 og 2024 er der sket hhv. 21 og 15 af sådanne ulykker
- Den daglige opmærksomhed på god forflytningsteknik og fokus på ergonomi er blevet større. Der er mere kendskab til forflytningsvejledere og deres rolle i forflytningsarbejdet.
- Der er ikke altid stor deltagelse på netværksmøderne. Dette kalder på en fortsat styrkelse af deltagelsen. Evt. med tilpasninger, afhængigt af hvor deltagelse er mest relevant.
Beslutning
HMU besluttede at
- tage orienteringen til efterretning
17. Punkter til kommende møder (kl. 14.45-14.50)
Det indstilles, at HMU
- drøfter forslag til emner/punkter til HMU-mødet i februar 2025
Sagsfremstilling
Hvis den reviderede mødeplan for 2025 godkendes, er næstkommende HMU-møde et ordinært møde ultimo februar 2025. HMU-formandskabet indstiller til, at følgende emner/punkter behandles på dette møde:
- Evaluering af samarbejdskultur i HMU 2023-2025, inkl. anbefalinger hertil til det nye HMU.
- Temaer i en årsplan for HMU for 2025, fx om indsatserne med rekruttering, onboarding og fastholdelse fortsat anbefales at være et fast punkt på møderne
Der ønskes en kort drøftelse af, om der er yderligere punkter til mødet.
Beslutning
HMU drøftede kort mulige emner/punkter. Det kom forslag om følgende:
- Undersøgelse ift. mulighederne for ensartning af tolkning og brugen af HMU-reglerne på tværs af socialområdet
18. Kommunikation fra mødet (kl. 14.50-14.55)
Det indstilles, at HMU
- Beslutter, hvad der skal kommunikeres fra mødet samt hvordan
Sagsfremstilling
De seneste par møder har der ikke været optaget en video ifm. at kommunikere om de mest væsentlige drøftelser fra mødet. HMU formandskabet indstiller til, at der på dagens møde er en indledende drøftelse af, hvordan HMU bedst overleverer viden til LMU-niveauet.
Drøftelserne kan fortsætte på næstkommende HMU-møde.
Beslutning
- HMU drøftede kort hvordan man kan kommunikere fra HMU-møderne. En idé kunne være at de lokale SoME ressourcer fra mødelokaliteten kunne inddrages til dette.
- Drøftes igen på næstkommende HMU-møde.
19. Gensidige orienteringer og eventuelt (kl. 14.55-15.00)
Sagsfremstilling
Beslutning
Som opfølgning på pkt. 4 orientering fra medarbejdersidens formøde ift. drøftelse af Sundhedsreformen og de ukendte konsekvenser for socialområdet, så gav HMU-Formand Ann-Britt Wetche og vicedirektør Carsten Wulff en orientering om status på Sundhedsreformen, samt andre nationale tiltag.
HMU-formand Ann-Britt Wetche orienterede om at det ligger fast at det regionale socialområde forbliver i regionerne. Socialområdets politiske ophæng bliver de 5 sundhedsråd. Det er geografisk anden konstruktionen end socialområdets specialområder og regionerne må umiddelbart ikke etablere øvrige politiske fagudvalg. Særlig relevante fokusområder for socialområdet ift. Sundhedsreformen er fx arbejdet med ulighed i sundhed, opgaveændringer indenfor neuroRehabliteringsområdet og at der kommer en form for integration mellem Psykiatrien og Somatikken. Vigtigt for socialområdet da det er vores primære regionale samarbejdspartnere. Der er fortsat store uklarheder i hvordan tingene lander, men det er en proces som er påbegyndt på flere niveauer og kører videre i 2025.
Vicedirektør Carsten Wulff orienterede kort om arbejdet i samarbejdsforummet ”Sammen om handicap” og KL økonomiaftale. Der sat gang i en række arbejdsgrupper under Social- og Ældreministeriet. Carsten Wulff sidder bl.a. med i arbejdsgruppe vedr. “De dyre sager”. Andre arbejdsgrupper vedrører ” Borgerens forløb” gennem systemet og arbejdet med en evt. ”ny takststruktur på socialområdet”, ligesom der kigges på Socialtilsynsopgaven ift. at lette tilsynsmængden. De nye Magtanvendelsesregler, som trådte i kraft i juni 2024, kan også nævnes som en del af opgaverne i dette reformkompleks på socialområdet. Arbejdet med Specialplanlægning er udskudt til 2026
Region Midtjylland samarbejder med de andre regioner og Danske Regioner i arbejdsgrupperne. De faglige organisationer er ligeledes repræsenteret.
Fremtiden med konsekvenser og udfordringer for det regionale socialområde i det nationale reformarbejde drøftes kort. HMU vil blive holdt orienteret om status på kommende møder.
- Der spørges fra HMU til tankerne om 80 mio. kr. fra Social- og Ældreministeriet til efteruddannelse af ufaglærte og seksualvejledning på botilbud på socialområdet.
Vicedirektør Carsten Wulff svarer, at det er helt nyt og lyder spændende. Det er midler fra ministeriet som oprindelig var tænkt til arbejde med specialeplanlægning i 2024. Det vil blive indarbejdet i indsatsen om merit-uddannelse på socialområdet.
- Der orienteres fra Holmstrupgård om gode erfaring med brugen af motiverende interviews (MI) som var en del af uddannelsesforløb i Dobbeltdiagnose og selvmedicinering. Anbefaling til at socialområdet inddrager det mere.
Afdelingsleder Micheal Aakjær (DOK) orienterede om at DOK har motiverende interviews (MI) som en del af fagpiloten og kan derfor tilbyde undervisning. Holmstrupgård og andre er velkomne til at kontakte DOK for dette.
20. Evaluering af mødet - og god jul (kl. 15.05-15.30)
Det indstilles, at HMU
- evaluerer mødet
- ønsker hinanden 'god jul'
Sagsfremstilling
Der ønskes en evaluering af mødet.
Som afslutning serveres æbleskiver og alkoholfri gløgg.
Beslutning
HMU besluttede, at:
- evaluere mødet. Der var enighed om, at det var et velafviklet møde med gode drøftelser.
- iværksætte julehyggen og ønske hinanden ”god jul”