04.12.06: Behovet for at udveksle erfaringer om etniske danskere og sundhedsvæsenet er så presserende, at flere praktiserende læger tirsdag lukker deres praksis, for i stedet at blive klogere på, hvordan man hjælper etniske minoriteter til en bedre sundhed.
Behovet for at udveksle erfaringer om etniske danskere og sundhedsvæsenet er så presserende, at flere praktiserende læger tirsdag lukker deres praksis, for i stedet at blive klogere på, hvordan man hjælper etniske minoriteter til en bedre sundhed.
Også de etniske foreninger, kulturelle tolke og sundhedsfaglige fra forskellige kulturer er godt repræsenteret blandt konferencens knap 200 deltagere som den 5. december mødes i Viborg.
- Det er utrolig opmuntrende, at så mange er opmærksomme på problemerne i etniske minoriteters møde med det danske sundhedsvæsen og vil tage sig tid til at deltage i en tiltrængt dialog, siger projektkoordinator Inge Wittrup, der er en af arrangørerne bag konferencen.
Den svære kontakt
Etniske minoriteter har hyppigere kontakt til sygehuse og deres praktiserende læge end andre, men på grund af sproglige vanskeligheder og forskellige forståelser af sygdom og sundhed oplever både sundhedspersonale og patienterne misforståelser.
- Det handler både om at sundhedsvæsenet mangler viden om etniske minoritetsgruppers sociale og kulturelle baggrund, og om at nogle etniske minoriteter har begrænsede erfaringer med, hvordan det danske sundhedssystem er skruet sammen, siger Inge Wittrup.
Hvad vil det sige at være syg?
Som inspiration til debatten diskuteres spørgsmålet "Hvad det vil sige at være syg" af sociallæge Annette Abell. Ét af svarene herpå gives af sundhedskonsulent Inge Wittrup, som i oplægget "Det er hjertet, det gør ondt i" fortæller om sin interviewundersøgelse af, hvordan etniske minoritetskvinder oplever sygdom og sundhed.
Den sproglige barriere
De sproglige vanskeligheder, herunder brugen af tolke, bringes ofte på banen. I oplægget Tre er et umage par diskuterer antropolog Stina Lou, hvad det betyder for kvaliteten af kommunikationen, at den er tolket. Stina Lou præsenterer desuden udvalgte resultater fra en ny spørgeskemaundersøgelse om tolkeanvendelse i sundhedsvæsenet.
Endelig fortæller projektleder John Singhammer om en ny national undersøgelse af etniske minoriteters sygdoms- og sundhedsadfærd, der sættes i gang i januar 2007. Undersøgelsen er den første af sin art, og skal give solid viden om forskellige etniske gruppers livsstils- og sundhedsvaner, som man kan bruge til at udvikle målrettede tilbud til borgere af anden etnisk baggrund end dansk.
Yderligere oplysninger
Projektkoordinator Inge Wittrup, tlf. 6083 7472
Antropolog Stina Lou, tlf. 2629 4532
Læs mere om konferencen på www.folkesundhed-midt.dk, se menupunktet Konferencer.
Konferencen foregår på Golf Hotel Viborg, kl. 9.00-16.00, 5. dec.
Arrangør er Afdelingen for Folkesundhed, som fra 1. januar får status af Center for Folkesundhed, Region Midtjylland.