Hospitalerne i den vestlige del af regionen er blevet vejet af patienterne - og fundet gode nok. En ny, regional patienttilfredshedsundersøgelse giver afdelingerne et godt værktøj til at forbedre kvaliteten.

”Hvis man ikke hele tiden prøver at blive bedre, holder man op med at være god.” Ordene er oversygeplejerske på onkologisk afdeling i Herning, Margrethe Povlsgaards.
Hendes afdeling er en af dem, der bliver bedømt aller mest positivt af patienterne i en ny patienttilfredshedsundersøgelse, som Region Midtjylland har foretaget.
Men Margrethe Povlsgaard og overlæge på afdelingen, Knud Åge Møller, har ikke tænkt sig at bruge undersøgelsen til at klappe sig selv på skuldrene.
I stedet skal den bruges til at se, hvor de er på rette vej, og hvor de eventuelt kan gøre det endnu bedre.
Og det er netop formålet med undersøgelsen, fortæller kvalitetskonsulent, Else Hjortbak. Med undersøgelsen får afdelingerne et specifikt redskab til at arbejde med kvalitet og patienttilfredshed.
Den nye, regionale undersøgelse, som de vestlige hospitaler nu har benyttet for første gang, giver oplysninger om patienternes oplevelse af behandlingen helt ned på afdelings og nogle gange afsnitsniveau. Det vil sige, at undersøgelsen bliver et meget præcist værktøj for den enkelte afdelingsledelse.

Mulighed for sammenligning
Undersøgelsen bliver gentaget hvert andet år. Hermed bliver det muligt for afdelingen at se over tid, om deres indsats for at forbedre kvaliteten på udvalgte områder bærer frugt.
Undersøgelsen bliver samtidig brugt på de øvrige hospitaler i regionen. I det gamle Århus Amt har den været i brug i seks år. Dermed får afdelingerne også gode muligheder for at sammenligne sig med lignende afdelinger på andre hospitaler.
Hospitalerne i vest har på linie med resten af landets hospitaler flere gange deltaget i den landsdækkende patientundersøgelse: LUP.

Kommunikation og kontinuitet
Else Hjortbak er især optaget af, hvordan patienterne vurderer afdelingernes evne til at informere, kommunikere og sikre kontinuitet i behandlingen. For erfaringen er, at hvis afdelingerne formår at forvalte information, kommunikation og kontinuitet, så får de generelt mere tilfredse patienter.
Det er både onkologisk afdeling i Herning og urinvejskirurgisk afdeling i Holstebro gode eksempler på. Afdelingerne har meget forskellige opgaver og forudsætninger. Men de bliver begge vurderet overordentlig pænt af patienterne. Og spørger man hvorfor, lyder svaret, at det er fordi, de er rigtig gode til at sikre patienten en kontaktperson, sikre at det er den samme gruppe af personale, der behandler og plejer patienten så alle kender patientens baggrund og behandlingsplan. Samtidig er de gode til at give patienterne den
information, de har behov for.


Yderligere oplysninger
Kvalitetskonsulent Else Hjortbak: 9912 6973 / 2160 3712 / elhjo@ringamt.dk

Onkologisk afdeling, Herning:
Oversygeplejerske Margrethe Povlsgaard: 9927 6306
Overlæge Knud Åge Møller: 9927 2140

Urinvejskirurgisk afdeling, Holstebro:
Oversygeplejerske Bente Møller Pedersen: 9912 5321
Overlæge Peder Graversen: 9912 5212

Læs også:
Faktaark
Udvalgte resultater fra patienttilfredshedsundersøgelsen
• Tværgående rapport fra ambulante patienter
• Tværgående rapport fra indlagte patienter
Tværgående rapport fra dagkirurgiske patienter