29.08.07: Taleinstituttet i Region Midtjylland fylder 70 år og fusionerer med Høreinstituttet.

Taleinstituttet i Region Midtjylland fylder 70 år og fusionerer med Høreinstituttet. Begge dele markeres ved et åbent hus arrangement onsdag 5. september kl. 15-17, Tjørnevej 6, Risskov, i haven.

Det er to etablerede institutioner som begge har en mangeårig erfaring med at yde hjælp og bistand til de borgere som har vanskeligt ved at kommunikere, der nu fusionerer til én institution under navnet Tale & Høre Instituttet, Region Midtjylland.

Et af formålene med fusionen er at sætte regionen i stand til at give de af regionens borgere der har tale- høre vanskeligheder et mere sammenhængende, men stadig stærkt specialiseret tilbud inden for tale- og høreområdet.
- Med mere end 160 specialiserede medarbejdere lægger Tale & Høre Instituttet vægt på i videst muligt omfang at kunne give sine tilbud på lokale adresser rundt om i hele regionen, siger forstander John Jørgensen.
- Samtidig er vi med til at sikre et ensartet serviceniveau og fælles faglige standarder ved, at Tale & Høre Instituttet er til stede på alle regionens sygehuse med audiologopædiske medarbejdere. Dermed understøtter vi det sammenhængende patientforløb, siger han.

I forbindelse med Tale & Høre Instituttets åbent hus er der taler af blandt andet regionsrådsformand Bent Hansen, og faglige informationsboder om Tale & Høre Instituttets forskellige afdelinger og tilbud.


Taleinstituttet i Risskov bliver til
Tale & Høre Instituttet.