24.08.07: Godt 100 mennesker var torsdag den 23. august mødt op i Jysk Musik- og Teaterhus i Silkeborg for at debattere administrationens oplæg til en akutplan i Region Midtjylland.
Godt 100 mennesker var torsdag den 23. august mødt op i Jysk Musik- og Teaterhus i Silkeborg for at debattere administrationens oplæg til en akutplan i Region Midtjylland. Overvejende folk fra Initiativgruppen til bevarelse af Regionshospitalet Silkeborg og ansatte samme sted. Men også byrådspolitikere og flere medlemmer af regionsrådet var mødt op for at lytte med, og regionsrådsformand Bent Hansen understregede i sin velkomst, at intet endnu var besluttet.
- På det seneste har jeg så kunnet læse forskellige spekulationer i dagspressen: Er det nu også er reel høringsproces eller er det bare er spil for galleriet? Til det kan jeg klart sige, at det er en åben proces. Vi er her for at lytte og vi er her for at blive bedre klædt på til at træffe de beslutninger, nogen af os om kort tid skal være med til at træffe, sagde formanden for regionsrådet.
Efter oplæg fra sundhedsdirektør Leif Vestergaard Pedersen, og planchef Lars Dahl Pedersen gav ordstyrer, journalist Jeanett Dian Amonsen, ordet frit, og debatten kom efterfølgende til at dreje sig om især følgende tre temaer: Hvorfor vælge Horsens som akuthospital frem for Silkeborg? Hvilken fremtid har hospitalet i Silkeborg uden akutmodtagelse? Og hvad er konsekvenserne af, at lægebilen i Silkeborg får status af en akutbil?
Det var hvad regionens embedsmænd og hospitalsledelsen i panelet blev bedt om at stille skarpt på, og det gjorde de.
Hvorfor Horsens og ikke Silkeborg?
- På grund af befolkningssammensætningen vil en akutmodtagelse i Silkeborg samlet set kun give plads til fire akuthospitaler i Region Midtjylland, hvilket harmonerer dårligt med at vi er gået efter at få plads til så mange akutmodtagelser som muligt, nemlig i alt fem på regionens hospitaler, forklarede sundhedsdirektør Leif Vestergaard Pedersen. Han føjede til, at den administrative prioritering af Horsens som akuthospital også inkluderede at befolkningstilvæksten i Horsens-området pt. er den kraftigste i landet og at sygehuset i dag er et fuldt udbygget akutsygehus i modsætning til fx nabosygehuset i Vejle.
- Derfor tiltrækker hospitalet i Horsens stadig flere akutte patienter fra Hedensted-området, forklarede han.
Det fik ordstyrer Jeanett Dian Amonsen til at konstatere, at problemet for Silkeborg er, at det geografisk ligger midt i det hele, - uden at hun blev sagt imod.
Fortsat fødeafdeling og planlagt kirurgi
Flere i salen ville gerne høre om fremtiden for regionshospitalet i Silkeborg uden en fælles akutmodtagelse.
- Vi vil naturligvis gerne fortsætte som akuthospital, men omvendt kan vi også godt forstå, at der er et behov for at samle ressourcerne på færre steder, og der er masser af muligheder for at vi fortsat kan være et velfungerede hospital og styrke vores spidskompetencer med denne akutplan, vurderede cheflæge på Regionshospitalet Silkeborg, Christian Møller-Nielsen.
- Når det gælder operationer af ryg, knæ og hofter vil vi fortsat trække patienter fra hele landet, og som noget nyt skal hospitalet være ”Center of Excellence”, tilføjede hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen. Det vil sige et hospital, hvor man udvikler nye metoder i den forebyggende patientbehandling og så vil hospitalet i Silkeborg fortsat have en akutklinik som tager sig af mindre skader samt en visiteret akutmodtagelse for medicinske patienter.
Hospitalsledelsen i Silkeborg var med i panelet ved torsdagens debat - her Anne Just, Christian Møller-Nielsen og Lisbeth Holsteen Jessen.
- Betyder det, at hospitalet kan bevare en intensiv afdeling, spurgte Bente Nielsen fra Initiativgruppen i Silkeborg. Det bekræftede panelet, hvad der fik Fredie Førster fra Initiativgruppen til at konkludere at fødeafdelingen også måtte være sikret.
Til det svarede planchef Lars Dahl Pedersen:
- Spørgsmålet om fødeafdelingen har vi ikke berørt med denne akutplan. Det er en del af den kommende hospitalsplan, og vi afventer stadig Sundhedsstyrelsen anbefalinger. Men der er intet i denne akutplan, som forhindrer, at man fortsat kan have en fødeafdeling i Silkeborg.
Akutbil eller lægebil?
Men er der slet ingen svagheder i planen? Kommer det fx til at koste liv at fjerne akutmodtagelsen i Silkeborg? – spurgte ordstyrer Jeanett Dian Amonsen.
Hvad det angår, har jeg ingen bekymring, fastslog cheflæge Christian Møller-Nielsen. Men det var en tilhører fra salen, anæstesioverlæge Bjarne Møller, bestemt ikke enig i.
- Borgerne i Silkeborg stilles meget ringere med en akutbil med en sygeplejerske frem for en døgnbemandet lægebil. Og det vil få alvorlige konsekvenser, når der bliver længere til et akuthospital og til at den rigtige behandling kan sættes i gang, mente han.
Til det svarede præhospitalsleder i regionen Erika Frishknecht Christensen:
- I alvorlige tilfælde kommer lægen altid med akutbilen ud også når det sker i Silkeborg. Men at have 11 biler i regionen med læger på døgnvagt, hænger bare ikke sammen med de ressourcer vi har!
- Men hvordan kan man have råd til at have en anæstesisygeplejerske med i akutbilen, når der også er en udtalt mangel på netop denne faggruppe? – replicerede en sygeplejerske fra salen.
- Det er en gedigen udfordring og det er netop derfor at vi forsøger at kombinere denne præhospitale opgave på flere faggrupper, lød det fra planchef, Lars Dahl Pedersen.
Ændringer i planen
Afslutningsvis takkede Bent Hansen de fremmødte for et godt møde og garanterede, at der med stor sandsynlighed kommer til at ske ændringer i den akutplan, som er i høring frem til den 14 september, inden den endeligt vedtages af regionsrådet den 24. oktober.
Billeder fra borgermødet:
Foto: Troels Witter/Region Midtjylland Kommunikation