Erfaren sygehusmand skal styre "spaden" på Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder.
Regionshospitalet Horsens, Brædstrup og Odder har besluttet, at den store udvidelses- og renoveringsopgave, som hospitalet står overfor i forbindelse med status som fremtidigt akuthospital, kræver en særlig byggeorganisation. Det er også besluttet, at nuværende administrationschef ved hospitalet Jørgen Laurs Jensen pr. 1.2. 2008 tiltræder i den nye funktion som Bygge- og anlægschef og skal være leder af den nye funktion.
Regionsrådet i Region Midtjylland besluttede den 24. oktober 2007, at hospitalet skal være et af regionens 5 akuthospitaler. Det betyder, at hospitalet fremadrettet skal udvikles og varetage undersøgelses-, behandlings- og rehabiliteringsopgaver for et væsentligt større underlag. Fra at dække et underlag på ca. 140-150.000 vil hospitalet fremadrettet skulle varetage hospitalsopgaver for op imod 225.000 indbyggere. For at kunne løfte denne opgave skal hospitalets fysiske rammer udvides, udvikles og renoveres i den kommende årrække. Der er udarbejdet en generalplan, der skal danne grundlag for udvidelserne.
Ved bygge- og anlægsopgaver af denne størrelsesorden er det hensigtsmæssigt og nødvendigt at etablere en egentlig dedikeret bygge-anlægsorganisation med direkte reference til hospitalsledelsen.
Organisationen skal bestå af en bygge- og anlægschef, samt på sigt en arkitekt/bygningskonstruktør, en planlægger/koordinator og en fuldmægtig/teknisk assistent.
Opgaverne vil bl.a. bestå i:
- Planlægning og koordinering af byggeriet, så der sker til mindst mulig gene for patienter og pårørende
- Styring af økonomi og fremdrift
- Samarbejde og koordinering med alle aktører i byggeprojekterne – herunder eksterne rådgivere
- Sikring af arbejdsmiljøet for de ansatte
- Solid erfaring med hospitalsdrift, økonomistyring og koordinering af store projekter er en forudsætning for at kunne varetage ledelsen af den nye byggeorganisation.
Nuværende administrationschef Jørgen Laurs Jensen der med sine mere end 40 års kendskab til Hospitalet er derfor den helt rette mand til jobbet.
Jørgen Laurs Jensen har været en del af udviklingen, har bl.a. været involveret i al byggeplanlægning siden starten af 90’erne og synes det er en fantastisk spændende opgave, der venter forude.
Flere oplysninger
Hospitalsdirektør Niels Nørgaard Pedersen, tlf. 7927 4401