Århus Universitetshospital, Risskov er blevet kåret til Danmarks bedste psykiatriske hospital.


Det er nyhedsavisen Dagens Medicin, der har kåret hospitalet som led i avisens analyse af danske sygehuses kvalitet og evner på behandlingsområdet. Bedømmelsen baserer sig på kliniske data, undersøgelser af patienttilfredshed, patientsikkerhed og effektivitetsmålinger. Hertil kommer en afstemning på Dagens Medicins hjemmeside.

Dagens Medicin har talt med en række fremtrædende psykiatere, og de peger alle på specialisering som en af Risskovs forcer. Også hospitalets uddannelses- og forskningsindsats fremhæves. Risskov har et omfattende undervisningstilbud til plejegrupperne, og uddannelsen i kognitiv terapi tiltrækker læger fra hele landet. Og i år fik hospitalets Afdeling N Sundhedsstyrelsens uddannelsespris.

- Vi er stolte og glade for kåringen, som vi ser som et resultat af den psykiatriplan, Århus Amtsråd vedtog i 2001. Her blev der især lagt vægt på tre områder; forskning, specialisering og udbredelse af de ambulante tilbud, som vi siden har arbejdet fokuseret på. Det er de samme områder, der er lagt op til at følge i den nye psykiatriplan, som netop nu er i høring.

Kåringen er stort skulderklap til medarbejdere og ledere i psykiatrien, siger cheflæge Per Jørgensen og distriktschef Villads Villadsen.

Læs mere om kåringerne på Dagens Medicins hjemmeside

Flere oplysninger
Distriktschef øst
Villads Villadsen
Tlf: 7789 3701
E-mail: vvi@psykiatri.aaa.dk  

Cheflæge
Per Jørgensen
Tlf.: 8728 4242
E-mail: Per.Jorgensen@ps.rm.dk