- en konference for etniske minoriteter
”Jeg siger til lægen, at jeg har ondt i skulderen. Og jeg har også ondt i mit hoved. Men hun siger, at jeg skal få en ny tid til hovedet.”
- Når Aisha kommer hjem fra konsultation hos den praktiserende læge med denne oplevelse, så har der fundet et ukonstruktivt møde sted. Det går især ud over de mest sårbare grupper blandt etniske minoriteter, siger Inge Wittrup, sundhedskonsulent i Center for Folkesundhed, Region Midtjylland, og fastslår:
- Vedvarende dialog er nødvendig for at få skovlen under de mange og uhensigtsmæssige misforståelser i sundhedsvæsenet.
Center for Folkesundhed afholder derfor dialogkonferencen ”Nye møder i sundhedsvæsenet”, om – og for - etniske minoriteter i sundhedsvæsenet.
Konferencen er for særligt inviterede. Den foregår mandag den 10. december 2007 kl. 9.30 – 15.00 på Hovedbiblioteket, Mølleparken, 8000 Århus C.
Særligt udvalgte deltagere
- Konferencedeltagerne er specielt inviterede, fordi det særlige perspektiv med mange helbredsklager, dårlige danskkundskaber og en sårbar position, kalder på at vi i sundhedsvæsenet skaber en platform til at høre også deres stemme, fortæller Inge Wittrup.
På konferencen sættes der gennem oplæg og diskussion fokus på de etniske gruppers erfaringer med sundhed og sundhedsvæsenet i Danmark. Hvordan opleves mødet på hospitalerne, hos de praktiserende læger og med de tokulturelle formidlere? Og omvendt vil dagens oplægsholdere kaste lys over erfaringerne set fra de professionelles side. Målet er at skabe ny viden og større gensidig forståelse – og forhåbentlig også ideer til, hvordan vi alle kan bidrage til at gøre mødet endnu bedre.
Eksperimentarium i dialog
Konferencen foregår på dansk, men alle deltagere har på forhånd fået mulighed for at tilkendegive deres behov for tolkning. De, der ønsker det, bliver derfor placeret ved borde, hvor der kan foregå simultantolkning under oplæggene og i de efterfølgende workshops. Der tilbydes oversættelse til farsi, tyrkisk, arabisk og somalisk. På den måde sætter konferencen interkulturel kommunikation i spil på en ny og endnu ikke afprøvet måde.
Dialogen som redskab
Konferencen ligger i naturlig forlængelse af Region Midtjyllands dialogkonference fra december 2006 om etniske minoriteters sundhed. Her deltog sundhedsprofessionelle, tokulturelle ressourcepersoner og repræsentanter for etniske minoriteter.
- I det forløbne år, har der været afholdt en række fyraftensmøder med udvalgte deltagere. De har i stor enighed givet udtryk for behovet for en styrket indsats især i forbindelse med de svageste grupper. Tokulturelle ressourcepersoner har i høj grad bidraget til idéudvikling og planlægning af dialogkonferencen, fortæller Inge Wittrup og projektleder Stina Lou, som begge håber og arbejder for, at lignende dialogmøder bliver en årlig tilbageværende begivenhed.
Konferencen er lukket, men interesseret presse er velkommen til at kontakte Stina Lou eller Inge Wittrup, vedrørende evt. deltagelse. Bemærk at der ikke kan tages fotos.
Hent konferrencens logo
Hent konferrencens program
Yderligere oplysninger
Projektleder Stina Lou, tlf. 87284716, mobil: 26294532 stina.lou@stab.rm.dk
Sundhedskonsulent Inge Wittrup, tlf. 87284714, mobil: 60837472 inge.wittrup@stab.rm.dk