De danske sygeplejersker er langt fra begejstrede for Den Danske Kvalitetsmodel, der fra næste år skal måle kvaliteten i sundhedsvæsnet. Det viser en masterafhandling fra Deakin University i Australien. Forskningsprojektet er skrevet af Kirsten Yde, der til daglig er kvalitets- og udviklingsleder i Regionsspykiatrien Viborg.
Undersøgelsen er baseret på interviews med sygeplejersker, der arbejder i Regionspsykiatrien Viborg.
Ifølge undersøgelsen finder sygeplejerskerne det problematisk, at de med Den Danske Kvalitetsmodel skal bruge meget tid i det daglige arbejde på at dokumentere, hvad de har lavet, uden at der samtidigt er bevilget flere ressourcer til opgaverne. Sygeplejerskerne har dog stor forståelse for kravet om høj kvalitet, men de er bange for, at den daglige dokumentering vil gå ud over nærværet og samværet med patienterne.
Undersøgelsen viser også, at nogle af sygeplejerskerne følger sig krænket rent fagligt, fordi modellen for dem ser ud til at være et middel til at kontrollere de ansatte under dække af kvalitetsudvikling og effektivisering. Nogle gav i den forbindelse udtryk for en bekymring for, at modellen i virkeligheden indeholder en skjult dagsorden, der handler om nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen
Kirsten Yde håber, at resultaterne fra hendes forskningsprojekt kan bidrage til en debat om, hvordan det offentlige sundhedsvæsen bedst muligt lever op til kravet om høj kvalitet i de sundhedsfaglige ydelser.
- På baggrund af undersøgelsen håber jeg, at hospitalsledelserne vil have i baghovedet, at sygeplejerskerne er modstræbende over for kvalitetsmodellen. Derfor skal ledelsen lægge en strategi, så sygeplejerskerne bliver inddraget mere i arbejde med Den Danske Kvalitetsmodel. Hospitalsledelserne bør også arbejde målrettet med den modstand, der måtte være mod kvalitetsmodellen. Ledelserne skal give plads til en åben, tværfaglig dialog om fordele og ulemper ved modellen, og det tværfaglige personale bør inddrages på alle trin i udviklingen af Den Danske Kvalitetsmodel, siger Kirsten Yde.
Den Danske Kvalitetsmodel skal være indarbejdet på alle danske sygehuse i løbet af 2008. Modellen er obligatorisk for alle sygehusene og omfatter en lang række krav til kvaliteten i sundhedsvæsnet.
Fremlæggelse
Kirsten Yde fremlægger sit forskningsprojekt onsdag d. 19. december kl. 14-16 i Regionspsykiatrien Viborg, Søndersøparken 2, Viborg.
Flere oplysninger
Kirsten Yde, kvalitets- og udviklingsleder i Regionsspykiatrien Viborg, tlf. 8927 3265