Vinder af rådgivning til Det Nye Universitetshospital
Et konsortium med blandt andet arkitektfirmaerne C.F. Møller og Cubo samt ingeniørfirmaerne Rambøll, Birch & Krogboe og Søren Jensen bliver den gennemgående rådgiver for Det Nye Universitetshospital. Det blev offentliggjort i dag ved et arrangement på Århus Universitetshospital, Skejby.
Et konsortium med blandt andet arkitektfirmaerne C.F. Møller og Cubo samt ingeniørfirmaerne Rambøll, Birch & Krogboe og Søren Jensen bliver den gennemgående rådgiver for Det Nye Universitetshospital. Det blev offentliggjort i dag ved et arrangement på Århus Universitetshospital, Skejby.
Under offentliggørelsen præsenterede den gennemgående rådgiver sine foreløbige ideer til det, der formentlig bliver danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri. Og det er en omfattende og kompleks opgave, konsortiet nu skal hjælpe Region Midtjylland med. Eksempelvis skal patienternes helhedsoplevelse i form af gode omgivelser og korte afstande mellem de relevante specialer tænkes sammen med hensyn til et godt arbejdsmiljø, gode forhold for forskningen og den nyeste viden inden for it og sundheds-teknik.
Klar vinder
Konsortiet er et ud af fire stærke hold, som siden marts har kæmpet om opgaven som gennemgående rådgiver. Konkurrencen har været hård, for alle fire har haft meget at byde på. Vinderholdet har skilt sig klart ud og er blevet udnævnt til vinder af regionsrådet.
- Konsortiet med C.F. Møller i spidsen var en klar vinder. Blandt andet fordi de har skabt en sammenhængende og tilgængelig hospitalsby, der vil være en stor gevinst for patienter og personale, siger regionsrådsformand, Bent Hansen (S).
I indstillingen til regionsrådet har en enig bedømmelseskomité desuden lagt vægt på forslagets gode funktionelle sammenhænge.
Hospitalsbyen består af en to-etagers base med behandlingsfunktioner. Oven på basen bygges 4-etagers sengehuse. Desuden etableres ”Forum” med højhuskomponenter, der er hospitalsbyens egentlige centrum med en række sammenkittende funktioner, som hotelfunktion, centrale forsknings- og undervisningsfunktioner samt mindre butikker, café og restaurant.
Hele hospitalsbyen knyttes på en overbevisende måde sammen af indre gader, arkader, torve og glasoverdækkede ”gallerier”, der samtidig rummer de mange decentrale indgange til det store hospital.
Forskning og undervisning er prioriteret højt i forslaget. Således rummer det en klar strategi for placering af forsknings- og undervisningsfunktionerne i hospitalets forskellige afdelinger.
Byggeriet rummer også en høj grad af fleksibilitet. Det er let at bygge om og let at lave tilbygninger, så hospitalet løbende kan tilpasses de fremtidige behov i sundhedsvæsenet.
Endvidere har Bedømmelseskomitéen lagt vægt på vinderholdets mangfoldighed af relevante erfaringer og kompetencer inden for projekt- proces- og risikostyring, herunder brugerinddragelse.
Fleksibelt projekt
Det vindende hold har ikke afleveret et færdigt projekt. Region Midtjylland har bedt om idéer og skitser til et godt og fremtidssikret hospital. Det skal nu bearbejdes i samarbejde mellem Region Midtjylland og vinderen. Det skal blandt andet ske med udgangspunkt i erfaringerne fra udbuddet.
- Med valget af en kompetent rådgiver mangler vi nu kun en endelig afklaring af finansieringen, før den videre planlægning og gennemførelse af selve byggeprojektet kan sættes i gang, siger Bent Hansen.
Yderligere oplysninger
Regionsrådsformand Bent Hansen 8728 5010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
Direktør Leif Vestergaard Pedersen 8728 5040 / 2124 2316 / leifvestergaard.pedersen@stab.rm.dk
Projektdirektør Morten Weise Olesen 8728 4800 / 4082 9107 / morten.weise@stab.rm.dk
På Det Nye Universitetshospital i Århus hjemmeside er der mulighed for at se billeder og grafik af vinderprojektet
Bilag:
• Betænkning om bedømmelseskomiteens vurdering af de fire skitseprojekter
• Faktaark