Region Midtjylland har fået en bloddonor–bus. Tirsdag den 6. februar var der officiel indvielse, og regionsrådsformand Bent Hansen var første donor på et af de syv tappelejer, som ”mobil-blod” er udstyret med.
Dermed behøver bloddonorer i den midterste og vestlige del af Region Midtjylland ikke længere at møde op i en blodbank på et af regionens hospitaler for at få tappet blod. Med et set-up, der til forveksling ligner det mobile hovedkvarter fra tv-serien Rejseholdet,kommer ”mobil-blod” i stedet ud til donorerne på arbejdspladserne. Med samme moderne udstyr, som man finder i en blodbank inden for hospitalets mure. Grundfos var første stop.
”Mobil-blod” er udstyret med syv tappelejer, interviewrum, ventepladser og personalerum til de fire bioanalytikere, der skal bemande bloddonor-bussen til daglig. ”Mobil-blod” har også egen strømgenerator, vand og spildevandstank.
Det er klinisk immunologisk afdeling og ekstern transportafdeling på Regionshospitalet Viborg der står for driften.
Billeder af mobilblod kan hentes til fri brug i Presserummet (Om regionen - Aktuelt - Presserum - Billeder og grafik) - blot Region Midtjylland angives som kilde.