22.12.06:
19 kommuner har bedt Region Midtjylland om at tilbyde et særligt tandplejetilbud for mennesker, der lider af en svær sindslidelse.
For nogle mennesker er besøget hos tandlægen med det skarpe lys og hvinene bor en helt uoverstigelig udfordring. Mennesker med eksempelvis skizofreni eller paranoia, mennesker, der er psykisk udviklingshæmmede f.eks. på grund af en medført hjerneskade eller mennesker, der lider af eksempelvis autisme eller parkinsons syge har brug for højt specialiseret hjælp. For de mennesker handler det ikke "bare" om at overvinde skrækken for boret og tandlægen.
Den tandlægehjælp sindslidende og udviklingshæmmede har brug for, er ofte kompliceret på grund af følgesygdomme – f.eks. hjertesygdomme. Selve tandbehandlingen kan også være svær at gennemføre, fordi patienten ikke magter at ligge stille eller f.eks. åbne munden når tandlægen beder om det. Patienterne kan også have en uforudsigelig adfærd eller særlige problemer i kæber eller tænder. Der skal derfor en særlig ekspertise og organisation til, for at kunne give specialtandpleje sindslidende og udviklingshæmmede et kvalificeret tandtilbud.
Politikerne i Region Midtjylland har på sit seneste møde besluttet at opbygge den regionale specialtandpleje som en samlet enhed i regionen med rødder i Regionshospitalet i Viborg og med 4 klinikenheder på hospitalerne i Odder, Randers, Holstebro og Viborg. Klinikenhederne i Holstebro og Viborg er allerede fuldt udbyggede, mens der i løbet af denne måned indrettes helt nye klinikenheder på hospitalerne i Odder og Randers.
Udover kommunerne i Region Midtjylland, har den regionale specialtandpleje et samarbejde med Thisted Kommune, Mariagerfjord Kommune vedrørende beboerne på institutionen Sødisbakke og Vesthimmerlands Kommune vedrørende de patienter fra kommunen, som også tidligere har benyttet tandplejen i Viborg. Samarbejdet tæller med andre ord 22 kommuner og den regionale specialtandpleje.
Samlet vil der være 1.800 sindslidende og udviklingshæmmede i regelmæssig tandpleje i den regionale specialtandpleje, mens specialtandplejen i samarbejde med hospitalernes anæstesiafdelinger vil udføre godt 500 behandlinger i generel anæstesi.
Lederen af den regionale specialtandpleje i Region Midtjylland er Ole Hovgaard, som på nuværende tidspunkt er ledende amtstandlæge i Viborg. Ole Hovgaard får opgaven med at sikre et velfungerende samarbejde med de 22 kommuner, levere et fagligt højt kvalificeret tilbud til de sindslidende og udviklingshæmmede, samt være spydspids i videreudviklingen af landets største kliniske enhed af sin art.
Yderligere informationer
Ole Hovgaard, Den regionale specialtandpleje. Tlf. 89273539 - ole.hovgaard@sygehusviborg.dk