107 ansøgninger om forskningsstipendier er modtaget fra Region Midtjylland. Heraf har 49 fået tildelt støtte fra Region Midtjyllands forskningsfond.
Projektemnerne spænder vidt over mange forskellige grene inden for sundhedsvidenskabelig forskning, lige fra sygeplejeforskning over fysioterapi til lægevidenskabelig forskning.
107 ansøgninger om forskningsstipendier er modtaget fra Region Midtjylland. Heraf har 49 fået tildelt støtte fra Region Midtjyllands forskningsfond.
Projektemnerne spænder vidt over mange forskellige grene inden for sundhedsvidenskabelig forskning, lige fra sygeplejeforskning over fysioterapi til lægevidenskabelig forskning.
Saft og kraft i forskningen
Ifølge Jens Krogh, formand for Region Midtjyllands forskningsfond, er stipendierne et redskab til at rekruttere nye forskere og give dem bedre mulighed for at komme godt i gang.
- Omfanget og kvaliteten af ansøgninger tyder på at der er god saft og kraft i den midtjyske forskning, og at der er masser af gode unge forskere på vej, siger Jens Krogh, og fortsætter:
- Ansøgningerne kommer fra mange forskellige faggrupper og har stor bredde både fagligt og metodemæssigt. Det er glædeligt, fordi perspektivet jo er, at forskningen skal styrke kvaliteten i ikke blot patientbehandlingen, men også forebyggelse, pleje og rehabilitering.
Relevante projekter
Ifølge den nye sundhedslov har regionerne en forpligtelse til at sikre udviklings- og forskningsarbejde indenfor sundhedsområdet. Forskningspuljen er et af Region Midtjyllands midler til at styrke og målrette forskningen. Midlerne fordeles ud fra en vurdering af videnskabelig kvalitet, relevans og gennemførlighed.
Forskningsfondens administrative opgaver varetages af Region Midtjyllands Center for Folkesundhed. Der er nedsat et stipendieudvalg, der skal bedømme og prioritere ansøgningerne om stipendier. Den overordnede ledelse af Forskningsfonden varetages af et strategiudvalg. Læs mere om forskningsfonden på regionens hjemmeside.
Yderligere oplysninger
Jens Krogh, Formand for Forskningsfondens udvalg og chef for Center for Folkesundhed, Region Midtjylland,
Telefon: 87 28 46 90, mobil: 20 97 55 21,
e-mail: jens.krogh@stab.rm.dk
Bjarne S. Hammershøj, Sekretariatet for Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond
Telefon: 87 28 46 96, e-mail: bjarne.hammershoej@stab.rm.dk
Eksempler på projekter, der har modtaget støtte
Døende kræftpatienter
Projektet skal undersøge, hvordan samarbejdet mellem almen praksis, udskrivende afdeling og palliativt team kan forbedres med henblik på at sikre den bedst mulige pleje og omsorg for døende kræftpatienter. Undersøgelsen er et samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis i Århus og Palliativt Team, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. Forskningsprojektet ledes af Trine Brogaard, læge og klinisk assistent.
Diabetes og fødselsvægt
Den fortsatte stigning i nyfødtes vægt skyldes i flere og flere tilfælde overvægt hos moren. I projektet undersøges i hvor høj grad det at have født et stort barn påvirker risikoen for type-2 diabetes hos mødre og deres børn. Målet er at bidrage med viden, der på lang sigt kan bremse den stigende forekomst af type-2 diabetes. Undersøgelsen foregår på fødselsafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby Sygehus. Den udføres af afdelingslæge Sidsel Ipsen, Regionshospitalet Herning.
Blodtrykssænkende medicin til type 2 diabetes patienter
Projektet udføres på baggrund af en formodning om at det natlige blodtryk reduceres, hvis patienterne får blodtrykssænkende medicin om aftenen, frem for om morgenen. Det vil betyde mindre risiko for blodpropper hos diabetespatienter. Hvis projektet bekræfter hypotesen er perspektivet, at en helt simpel og gratis ændring i rutinen for indtagelse af blodtrykssænkende medicin kan føre til færre blodpropper i hjerte og hjerne. Bag projektet står Klavs Würgler Hansen, overlæge, dr. med., Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Silkeborg.
Spiseproblemer hos patienter med hjerneskade
På neurorehabiliteringsområdet er man i stigende grad blevet opmærksom på problemer med at synke og tygge (dysfagi) hos patienter med erhvervede svære hjerneskader. Projektets formål er at validere de kliniske kriterier, man bruger, for hvornår patienten er i stand til at begynde at spise. Desuden skal det afdække, i hvilket omfang synke- og tyggeproblemer påvirker patientens deltagelse i måltider samt hans/hendes velvære og livskvalitet efter udskrivelse fra rehabilitering.
Projektet udføres af ergoterapeut, MScOT, klinisk kvalitetsudvikler Annette Kjærsgaard, Udviklingsenheden, Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Akut behandling af apopleksi
Den akutte behandling af patienter med apopleksi, dvs. blodprop i hjernen eller hjerneblødning er mange steder blevet centraliseret til større, specialiserede sygehuse. Projektet skal undersøge, hvordan specialisering påvirker kvaliteten af behandlingen, patienternes chance for at overleve og sygehusvæsenets omkostninger i forbindelse med indlæggelsen af patienter med apopleksi.
Projektet udføres af Cand.scient.san. Marie Louise Svendsen og foregår på Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, og Afdeling for Medicinsk Teknologivurdering og Sundhedstjenesteforskning, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland.
Prostatakræft – reducerer diabetesmedicin risikoen?
Ud over hudkræft er prostatakræft – kræft i blærehalskirtlen –
den hyppigste kræftform for danske mænd. Foreløbige undersøgelser bekræfter en hypotese om, at diabetesmedicinen Thiazolidinediones kan reducere risikoen for prostatakræft. Projektet skal undersøge sammenhængen mellem diabetes medicinen og nedsat risiko for at udvikle prostatakræft. Det sker ved hjælp af medicinske databaser og landspatientregistret.
Projektet udføres af dr.med. Lars Lund, urologisk afdeling, Regionshospitalet Viborg, i samarbejde med klinisk epidemiologisk afdeling, Aarhus Universitet, og Vanderbilt University, Tennessee.