Koordinatorer støtter kræftramte gennem sygdomsforløbet
31.07.07: Fra 1. august 2007 til 30. april 2008 afprøver fire kommuner i Region Midtjylland en ny ordning med en forløbskoordinator, der kan støtte kræftramte i den erhvervsaktive alder igennem sygdomsforløbet.
Fra 1. august 2007 til 30. april 2008 afprøves en ny ordning med en forløbskoordinator, der kan støtte kræftramte i den erhvervsaktive alder igennem sygdomsforløbet.
Afprøvningen af forløbskoordinatorordningen sker i samarbejde mellem Skive, Herning, Viborg og Randers kommuner og MarselisborgCentret, der er tilknyttet Center for Folkesundhed i Region Midtjylland.
– Nye undersøgelser peger på, at flere borgere oplever vanskeligheder i hverdagslivet og problemer med at finde sammenhæng i indsatsen, når kræftsygdom pludselig er blevet en del af livet. Derfor er der behov for, at borgerne kan få støtte til at mestre hverdagen med sygdommen og de tilbud, der er i borgernes kommune, siger Bjarne Rose Hjortbak, projektleder for de fire kommuners kræftrehabilitering ved MarselisborgCentret i Århus.
Mange borgere med en nydiagnosticeret kræftsygdom er i stor risiko for eksempelvis at miste tilknytningen til deres arbejdsplads. Med det nye tilbud kan en forløbskoordinator støtte borgeren med kræft til at håndtere jobsituationen. Forløbskoordinatoren kan også guide og henvise til: Nogen at tale med om kræft, vejledning om motion og fysisk aktivitet eller råd om kræft og sund kost. Tilbuddene aftales mellem borgeren og kommunens forløbskoordinator med udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for den enkelte borger.
Henvisning til tilbuddet sker via den afdeling på hospitalet, hvor borgeren har fået stillet kræftdiagnosen. De involverede afdelinger på hospitalerne i Skive, Viborg, Randers og Herning har vist stor interesse for både at støtte op og samarbejde om det nye tilbud. Samarbejdet bliver understøttet af MarselisborgCentret i Århus og sker på flere planer.
– Efter den kommunale strukturreforms ikrafttræden ved årsskiftet er dette projekt en god måde at afprøve og udbygge nye samarbejdsformer på mange niveauer: Mellem kommunerne og sundhedsvæsenet. Mellem kommuner og frivillige organisationer som Kræftens Bekæmpelse. Og - ikke mindst - internt i den enkelte kommune, mellem fx. sundhedsområdet og beskæftigelsesforvaltningen eller Jobcentrene, påpeger projektleder Bjarne Rose Hjortbak og fortsætter:
– Ud fra de forskellige erfaringer ønsker vi at skabe et godt og sammenhængende rehabiliteringsforløb for borgeren. Ved at tilbyde borgeren koordinering i sygdomsforløbet kan kommunerne være med til at fremme borgerens overskud og overblik til at håndtere deres sygdom og aktuelle livssituation.
Tilbuddet i de fire kommuner er et udviklingsprojekt, som Indenrigs- og sundhedsministeriet, Kommunernes Landsforening og Kræftens Bekæmpelse har afsat knapt otte millioner kr. til over to år. Formålet er at skabe bedre grundlag for rehabilitering af borgere med kræft i den erhvervsaktive alder.
Læs mere på: www.kosak.marselisborgcentret.dk
MarselisborgCentret er tilknyttet Center for Folkesundhed i Region Midtjylland. MarselisborgCentret har som formål at bidrage til udviklingen af en bedre rehabiliteringspraksis i Danmark – på tværs af sektorer og fagskel. Udgangspunktet er en helhedsorienteret indsats, der matcher og videreudvikler den enkelte borgers ressourcer på trods af en given funktionsevnenedsættelse. |