Kortuddannede har betydeligt dårligere sundhedsvaner end andre patienter
Forebyggelse blandt kortuddannede kronisk syge patienter bør styrkes. Helt nye data viser at kortuddannede har betydeligt dårligere sundhedsvaner end de øvrige patienter. Det øger risikoen for at den aktuelle sygdom forværres og at patienten udvikler flere kroniske sygdomme.
41% af de astmatikere, der har en kort uddannelse, ryger, selvom det kan fremprovokere anfald. Til sammenligning ryger kun 13% af de højtuddannede astmatikere, mens gennemsnitligt 25% af den danske befolkning ryger.
Også for en lang række andre sygdomme gælder det, at kortuddannede ryger væsentlig mere end højtuddannede. Samtidig er de typisk mere fysisk inaktive og har et mere usundt kostmønster end kronisk syge med høj uddannelse. Det viser nye analyser fra Region Midtjyllands folkesundhedsundersøgelse.
Stort behov for forebyggelse blandt kronisk syge
Dårlige sundhedsvaner øger risikoen for at forværre sygdommen og udvikle nye kroniske sygdomme. Derfor er det en vigtig opgave at fremme rygestop, sunde kostvaner og fysisk aktivitet blandt kroniske patienter.
- De nye tal viser, at kortuddannede har betydeligt dårligere sundhedsvaner end de øvrige patienter. Derfor er der behov for at sætte særlig fokus på patientuddannelse og forebyggelse hos den lavt uddannede del af de kroniske patienter, understreger Finn Breinholt Larsen.
Hospitalerne møder kortuddannede
Ifølge Finn Breinholt Larsen kan en styrket patientuddannelse for kronisk syge bidrage aktivt til at reducere den sociale ulighed i sundhed.
- Hospitalerne er et godt sted at lave forebyggelse i forhold til de kortuddannede. De er i forvejen overrepræsenteret blandt de kroniske patienter, og har mange kontakter med sundhedsvæsenet. Derfor har man netop på hospitalerne gode muligheder for at etablere mere sammenhængende forløb, der styrker forebyggelsen blandt de kortuddannede, forklarer Finn Breinholt Larsen.
Nyt fokus på sociale forskelle
Den nye analyse sætter for første gang tal på de store sociale forskelle i sundhedsvaner hos patienter med kronisk sygdom - et hidtil ubeskrevet aspekt af sammenhængen mellem sundhed og sociale forhold.
Region Midtjylland har undersøgt sundhedsvaner blandt kronisk syge med 17 forskellige sygdomme. Analysen omfatter rygevaner, kostvaner og fysisk aktivitet.
Læs mere og se data i temaanalysen: Kroniske patienter: Sociale forskelle i sundhedsvaner. (vedhæftet)
Læs en introduktion til temaanalysen på www.folkesundhed-midt.dk eller:
www.sundhed.dk/wps/alias?id=2350070628161315
Kontakt
Sundhedskonsulent Finn Breinholt Larsen, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland. Tlf: 8728 4704, mobil: 2273 0252, e-mail: finn.breinholt@stab.rm.dk
Hvordan har du det? Online – ny sundhedsviden
Hvordan har du det?Online er et e-tidsskrift, der formidler ny viden om trivsel, sundhed og sygdom. Det udsendes af Center for Folkesundhed, Region Midtjylland.
Læs mere om folkesundhedsundersøgelsen og tilmeld dig nyhedsmail til e-tidsskriftet på Center for Folkesundheds hjemmeside: