Læringscenter for stråleterapi indviet
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev sat på en prøve, da han ved fredagens indvielse af læringscenteret for stråleterapi på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, fik kontrolboksen i hånden og skulle manøvrere den avancerede stråleaccelerator i det virtuelle 3D-univers.
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev sat på en prøve, da han ved fredagens indvielse af læringscenteret for stråleterapi på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, fik kontrolboksen i hånden og skulle manøvrere den avancerede stråleaccelerator i det virtuelle 3D-univers. Stråle-simulatoren er flagskibet i læringscenterets arbejde med at uddanne personale i stråleterapi, og er et avanceret stykke software udviklet i England.
- Dette er et glimt ind i fremtiden, sagde Lars Løkke Rasmussen.
- Initiativer som dette er med til at rette op på sundhedsvæsenets skrammede renommé. Her vil blive udført et uvurderligt stykke arbejde, som kan betyde liv eller død for kræftramte mennesker.
Sundhedsministerens ukyndige afprøvning af kontrolboksen ville, hvis det havde været af en rigtig strålekanon have betydet en alvorlig skade, som stedets uddannelsesleder Annette Bøjen til stor morskab for forsamlingen fortalte, ville have medført reparationer for 12 mio. kr. Hun overtog derfor igen kontrolboksen fra sundhedsministeren og demonstrerede nøjere computersimulatorens mange funktioner.
Computersimulatoren skal bruges til at uddanne flere stråleterapi-sygeplejersker og aflaste brugen af de rigtige stråleacceleratorer, som dermed kan helliges behandling. Samtidig kan sygeplejerskerne uddannes uden at risikere at skade patienter. Iført 3D- briller kan kursisterne øve sig i at give stråling og se, hvordan stråledoserne fordeler sig i patienten.
Læringscenteret er som det eneste af sin slags i verden placeret på et hospital, hvilket letter kursisternes adgang til at træne deres færdigheder.
Det første hold sygeplejersker startede uddannelse i stråleterapi på læringscenteret 1. marts 2007.