14.06.07:
I 2030 vil der være 111.469 midtjyder flere, end der er i dag, og dermed tegner Region Midtjylland sig for den største befolkningstilvækst i landet.
Det viser den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Befolkningstilvæksten frem til 2030 forventes at blive på 9,1 procent i Region Midtjylland mod 5,0 procent i hele landet.
Internt i Region Midtjylland må den største befolkningstilvækst forventes i Østjylland med en vækst på 12,8 procent mod 2,1 procent i Vestjylland. Østjylland er i øvrigt den landsdel i hele landet, der kan forvente den højeste befolkningstilvækst indtil 2030.
De ni kommuner, der forventes at have den højeste befolkningsfremgang, ligger i Østjylland. Den absolutte højdespringer er Horsens Kommune med en forventet befolkningsfremgang på 20,4 procent. Horsens, Silkeborg, Skanderborg, Favrskov og Hedensted kommuner er i øvrigt de kommuner i hele landet, hvor befolkningstilvæksten forventes at blive stærkest.
Til gengæld forventer Danmarks Statistik, at udviklingen går den modsatte vej i Lemvig, Skive, Struer og Ringkøbing-Skjern kommuner, hvor befolkningen forventes at gå tilbage med mellem 14,7 procent og 2,1 procent.
Visioner for fremtiden
– I Region Midtjylland er både politikere og medarbejdere i fuld gang med at gøres vores til, at den negative del af spådommen ikke går i opfyldelse. Statistikken går jo kun i opfyldelse, hvis vi ikke gør noget, så vi er meget optaget af at prøve at ændre udviklingen i den vestlige del af landet. Vi har sat gang i en lang række initiativer til udvikling af landdistrikterne, og det er også temaet, når vi den 28. juni inviterer kommuner, institutioner og organisationer til konferencen ”Visioner for fremtiden”, siger regionsrådsmedlem Kaj Møldrup Christensen (S), der er formand for Region Midtjyllands udvalg for landdistrikter.
Mens den negative befolkningstilvækst i Vestjylland indlysende er en politisk udfordring, peger Kaj Møldrup Christensen på, at stor og hurtig vækst også kan give udfordringer, som man politisk i kommuner og region skal prøve at tage højde for.
- Det har ikke nødvendigvis nogen stor værdi, at vi bliver flere, hvis mulighederne ikke samtidig bliver bedre for os alle, siger Kaj Møldrup Christensen.
Hent befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik som pdf.
Mini-konference om store visioner
Visioner for udviklingen på lang sigt i landdistrikterne i Region Midtjylland er sat på dagsordenen. For at hente ekstra inspiration til arbejdet inviterer Udvalget for Udvikling i Landdistrikter nu repræsentanter for de 19 kommuner, en række institutioner og organisationer samt udvalgte nøglepersoner til en minikonference om emnet.
Det sker den 28. juni på “Skarrildhus” ved Kibæk I Sydvestjylland, hvor der specielt bliver sat fokus på områderne natur, kultur, erhverv og service. Resultatet af konferencen i form af idéer til visioner vil indgå i Den regionale udviklingsplan, der er et helt nyt redskab til at skabe dialog og samarbejde i Region Midtjylland. Planen skal på grundlag af en samlet vurdering beskrive ønskerne til en fremtidig udvikling for regionens byer, landdistrikter og udkantsområder. Første udkast skal ligge klar inden udgangen af 2007.
- Vi håber på stor interesse for konferencen hos kommunerne i regionen, de knap 20 institutioner og organisationer og enkelte nøglepersoner, som vi har sendt indbydelse til, siger formanden for Udvalget for Udvikling i Landdistrikter i Region Midtjylland, Kaj Møldrup Christensen, Langå.