25.06.07: De mindre gymnasier i Region Midtjylland har en markant højere gennemførelsesprocent end de større, fremgår det af rapporten ”Uddannelse i Region Midtjylland”, som regionens afdeling for Regional Udvikling står bag.

De mindre gymnasier i Region Midtjylland har en markant højere gennemførelsesprocent end de større, fremgår det af rapporten ”Uddannelse i Region Midtjylland”, som regionens afdeling for Regional Udvikling står bag.

90,1 procent af eleverne på Bjerringbro Gymnasium gennemfører deres gymnasiale uddannelse, mens tallet for Horsens Statsskole er 81,6 procent, som i øvrigt svarer til landsgennemsnittet for gennemførelse af en almen gymnasial uddannelse. På Bjerringbro Gymnasium går der 256 studerende, mens elevtallet på Horsens Statsskole er 518.

For erhvervsgymnasierne gælder det samme – Holstebro Handelsskole har en gennemførelsesprocent på 88,2 procent og Århus Købmandsskole 81,7 procent. Her er landsgennemsnittet på 78,4 procent.

Nye generationer er bedre uddannet
Rapporten viser også, at 28 procent af de 40-44-årige i Region Midtjylland har i dag en videregående uddannelse, og 77,5 procent har mindst en ungdomsuddannelse.

Med de nuværende uddannelsesmønstre, vil nye generationer af unge fra Region Midtjylland blive væsentligt bedre uddannet: 47 procent vil få videregående uddannelser, mens 88 procent vil have mindst en ungdomsuddannelse.

Det betyder ikke desto mindre, at der også i Region Midtjylland skal gøres en yderligere indsats på uddannelsesområdet frem mod år 2015 for at indfri Regeringens målsætninger om, at 50 procent skal have en videregående uddannelse og 95 procent skal have en ungdomsuddannelse.

Uddannelsesstrategi på vej
Rapporten skal bl.a. udgøre en del af det statistiske grundlag for den kommende uddannelsesstrategi, der skal indgå i den Regionale Udviklingsplan.

Rapporten er udarbejdet af UNI.C Statistik & Analyse. Teksten i afsnit 2 og 3 er dog redigeret af Region Midtjylland, ligesom befolkningsfremskrivningen er tilføjet i bilagsdelen.

I publikationen er uddannelsesniveau, uddannelsesudbud og uddannelsesmønstre analyseret for Region Midtjylland og kommunerne i regionen. Ud over historiske tal for befolkningens uddannelse og uddannelsesadfærd, præsenteres i rapporten en fremskrivningsmodel for, hvordan en ny ungdomsårgang i regionen vil uddanne sig.

I rapporten gemmer sig en række interessante tal om Region Midtjylland. F.eks.:

- at fuldførelsesprocenten på de gymnasiale uddannelser er 83,2 procent mod landsgennemsnittet på 82 procent
at fuldførelsesprocenten på de erhvervsfaglige uddannelser i de seneste fem år har været højere end i de øvrige regioner
at fuldførelsesprocenten på de mellemlange videregående uddannelser er den højeste sammenlignet med de øvrige regioner.


Rapporten kan hentes på adressen

http://www.rm.dk/politik/udvalg/uddannelser og kompetencer

Hent grafik over antal optagne elever og gennemførelsesprocenter på gymnasierne i Region Midtjylland.