Aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om næste års økonomi giver 1,2 mia. kr. ekstra til bedre sundhed i Region Midtjylland, sammenlignet med regionens budget for 2007. Til regional udvikling i regionen afsættes der knap 30 mio. kr. ekstra, mens midler til psykiatriområdet skal findes via satspuljemidlerne.

– Aftalen er tilfredsstillende. Men hvis de tårnhøje ambitioner for sundhedsvæsenet skal indfris, får vi brug for hver en krone, siger regionsrådformand Bent Hansen (S).

De ekstra midler til sundhedsområdet skal bruges til at finansiere flere behandlinger, mere og bedre medicin bl.a. på kræftområdet, samt udvidet frit sygehusvalg fra 1. oktober. En del af pengene – 460 mio. kr. – er møntet allerede på indeværende år. Som en del af økonomiaftalen for 2006 blev det nemlig aftalt, at regionerne ville blive kompenseret for ekstra aktivitet på sygehusene.

– Samtidig har vi fået regeringens håndslag på, at der over en læng-ere årrække skal investeres betydeligt i en ny sygehusstruktur. Så nu skal regionsrådet i arbejdstøjet. Vi skal have tegnet fremtidens hospitalskort i regionen, og med det i tasken går vi i efteråret til Folketinget og redegør for planer, visioner og økonomi, siger regionsrådformand Bent Hansen (S).

Der bliver nedsat et særligt ekspertpanel på mellem 3 og 5 medlemmer med forskningschef Erik Juhl, Statens Serumsinstitut, i spidsen. Panelet vil rumme internationalt anerkendte eksperter inden for sygehusområdet. De får til opgave at vurdere, om anlægsprojekterne opfylder målsætningerne om bl.a. højere kvalitet og bedre brug af personaleressourcer.

– Investeringer i den målestok, vi her taler om, skal foregå på et veldokumenteret og sagligt grundlag. I Region Midtjylland har vi allerede i dag ét stort projekt på tegnebrættet, nemlig det nye universitets-hospital i Skejby. Jeg glæder mig til at præsentere dette projekt for ekspertpanelet, siger Bent Hansen.

Ligesom tidligere år er det en del af aftalen, at hospitalerne løbende effektiviserer deres arbejde. Produkitivitetsforbedringen er aftalt til 2 procent.

– Jeg havde håbet på en større vilje til at få en egentlig udrednings- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien. Området indgår ikke i aftalen, men henvises til den særlige satspulje, som vi så må søge at påvirke til efteråret. Behovet er stort på området, siger Bent Hansen.

Aftalen om regionernes økonomi kan hentes på www.regioner.dk

Kontakt

Regionsrådsformand Bent Hansen, tlf. 8728 5010 eller 4031 3707

Regionsdirektør Bo Johansen, tlf. 8728 5020 eller 2069 1400