Overlæger sætter gang i akutdebat med nyt forslag
En gruppe overlæger fra Regionshospitalet Silkeborg sparker gang i akutdebatten med et alternativt til masterplan for hospitalerne i Region Midtjylland uden for Århus.
”Vi synes ikke, at administrationens forslag til akutplan lever op til regionens egne visioner om at borgerne skal have let, lige og fri adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet og Sundhedsministerens visioner om, at Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen”, siger overlægernes talsmand, Henning Glerup.
To nye hospitaler
Overlægernes forslag indebærer fortsat fem akutmodtagelser i Region Midtjylland. Nemlig Århus, Randers og Viborg samt to nye hospitaler mellem Horsens og Silkeborg og mellem Holstebro og Herning.
Forslaget lægger vægt på, at ingen borgere ikke skal have så langt som 90 km. til en akutmodtagelse. Samtidig skal Det Nye Universitetshospital i Århus aflastes, så det ikke risikerer at få stordrifts-ulemper, fordi optageområdet bliver for stort. Og så mener overlægerne, det er vigtigt, at der er gode adgangsforhold til fremtidens hospitaler, som vil modtage patienter fra et langt større område end de nuværende byhospitaler.
Undgå lappeløsninger
Ifølge overlægerne indebærer administrationens forslag ombygninger og nybyggeri for omkring tre mia. kroner – udover udgifterne til Det Nye Universitetshospital. Men regionen risikerer at bruge de tre mia. kroner på lappeløsninger, fordi de eksisterende hospitalsbygninger ikke vil kunne levere en optimal service for borgerne i det større opland, de kommer til at betjene.
”Den mest hensigtsmæssige langsigtede løsning vil derfor være at bygge nye sygehuse, - og bygge disse et geografisk mere optimalt sted. Kun herved vil man opnå den mest rationelle sygehusdrift”, skriver overlægerne i deres forslag. Endvidere skriver de at ”Sygehuse er naturligvis dyre at etablere, men det er mod ingenting at regne, hvis man sammenligner med omkostningerne ved uhensigtsmæssig drift.”
Historisk mulighed
Overlægerne fra Silkeborg ser den nuværende situation som en historisk chance for at skabe et nyt og visionært hospitalsvæsen. ”Hvis politikerne fejlagtigt vælger en lappeløsning af de eksisterende hospitaler i regionen, vil man have tabt en historisk mulighed for at tilføre sundhedsvæsenet et tiltrængt og visionært kvalitetsløft, der kan række mindst 20-40 år frem i tiden.
Læs overlægernes forslag til masterplan Deltag i debatten om fremtidens akutberedskab på debatsiden ”akutte meninger”