21.06.07: 


Det midtjyske område er meget stærkt på det energi- og miljøteknologiske område. Nu skal denne styrkeposition bruges til at bringe regionens erhvervsliv og miljø endnu længere frem. Region Midtjylland øremærker 64 mio. kr. til et program, som gør regionen førende op til FNs klimatopmøde i Danmark i 2009.


Vækstforum, der arbejder for udvikling af Region Midtjyllands erhvervsliv, har på sit møde onsdag den 13. juni vedtaget erhvervsudviklingsprogrammet: ”Region Midtjylland som energi- og miljøteknologisk foregangsregion”. Det er et program, der vil få stor betydning for såvel mange virksomheder i regionen som for miljøet.

Region Midtjylland har en betydelig erhvervsmæssig styrkeposition med megen viden på energi- og miljøområdet. Det skyldes dels store virksomheder som Vestas, Siemens og Grundfos, dels at regionen rummer mange små og mellemstore virksomheder inden for området.
I forhold til resten af landet er der en meget stor koncentration af virksomheder på vind- og biomasseområdet i Midtjylland. Ligeledes er der allerede en række aktiviteter i gang på brintområdet.
Vækstforums nye program skal medvirke til, at regionen bibeholder og udbygger sin erhvervsmæssige styrkeposition.

Som et første konkret eksempel på en aktivitet i forlængelse af programmet er det besluttet, at Region Midtjylland og Århus Kommune vil arbejde sammen om etableringen af et innovationscenter for energiteknologi, Navitas Park. Centeret tænkes placeret i tilknytning til Ingeniørhøjskolen og Maskinmesterskolen – i et fælles bygningskompleks på havnen i Århus. Vækstforum afsætter over en periode på 5 år 15 mio. til projektet.

Det energi- og miljøteknologiske erhvervsudviklingsprogram opstiller en række langsigtede mål for den fremtidige udvikling i regionen. Målene er rammen om den målrettede og koordinerede indsats, hvor erhvervsliv, kommuner, regionsråd og regionens borgere alle arbejder for fælles mål for erhvervsudvikling, vedvarende energi og miljø.

Konkret vil Vækstforum med megasatsningen inden for energi- og miljø sætte en række demonstrationsprojekter i gang. De skal give regionens virksomheder mulighed for at afprøve og fremvise nye teknologier i stor skala.

- Vi vil sætte en bred vifte af initiativer i gang for at støtte virksomhederne inden for energi og miljøområdet, så de kan udvikle sig. Vi vil bl.a. tilbyde virksomhederne rådgivning, danne netværk og lave forsøgsprojekter, siger regionsformand Bent Hansen.
- Planen rummer ambitiøse, men også realistiske mål for vedvarende energi og for vores miljø. Det er problemer, som man i stadig højere grad har global fokus på – og som vil sætte vores område i fokus ved FNs klimakonference i 2009.

De 64 millioner til megasatsningen kommer fra Region Midtjyllands egne midler, fra EU’s puljer samt dels fra andre kilder. De er led i en toårig handlingsplan for erhvervsudviklingen i regionen.

Den 14. juni i år indgik Region Midtjylland en partnerskabsaftale med regeringen. Aftalen vil skabe gode rammer for fortsat vækst og fremgang. Konkret vil parterne eksempelvis arbejde for etableringen af et testområde for store vindmøller i regionen.

- Det er en god aftale, som beviser at vi sammen kan arbejde for fælles mål på en række områder til gavn for regionen og landet som helhed. Aftalen understøtter højt profilerede områder i Region Midtjylland som eksempelvis energi- og miljøteknologi, siger regionsformand Bent Hansen.


Vækstforum har 20 medlemmer, der er udpeget af regionsrådet, kommunerne, erhvervslivet, uddannelses- og forskningsinstitutioner og arbejdsmarkedets parter. Vækstforum har til opgave at lægge en strategi for erhvervsudviklingen i Region Midtjylland og komme med indstilling om konkrete initiativer