Mange familier til et barn med hjerneskade oplever ofte, at den røde tråd er svær at få øje på: Fagpersoner arbejder isoleret på forskellige planer, indsatserne mangler koordinering og sammenhæng og familiernes ressourcer bliver ikke anvendt optimalt. MarselisborgCentret i Århus har samlet erfaringerne fra 16 projekter for børn med hjerneskade i den faglige pixibog "Nye indsatser - ny viden". Bogen bliver præsenteret i Viborg på Naturgas Midt-Nord den 23. maj 2007. Regionsrådsformand Bent Hansen deltager i præsentationen.
Samarbejde, medindflydelse og medbestemmelse har været omdrejningspunkterne for 16 projekter, der skal forbedre forholdene for børn med hjerneskade og deres forældre. I projekterne har fagfolk arbejdet med forskellige nye indsatser, der er blevet til ny viden. Region Midtjyllands kapaciteter på området, MarselisborgCentret, har samlet erfaringerne i en faglig pixibog, der er tænkt som en appetitvækker om de 16 projekter.
- Det er håbet, at en kort introduktion til de resultater, der er opnået i projekterne, kan inspirere blandt andet forældre, fagfolk og administratorer i det politiske system, som ønsker at vide mere om projekternes erfaringer og resultater til gavn for deres egen hverdag, forklarer projektleder Karen Wessel Fyhn.
Det er Karen Wessels erfaring, at det til en vis grad er nødvendigt at tilpasse indsatsen til hver enkelt person med hjerneskade. Det gælder f.eks. barnets behov, forældrenes ressourcer og institutionsmæssige og generelle lokale forhold.
Projektet blev sat i gang med SATS-puljeforliget i 2002. Det skal medvirke til at forbedre forholdene for børn med medfødt eller erhvervet hjerneskade og deres forældre. Baggrunden er ikke mindst nye krav fra børnene og deres forældre til et aktivt og engageret liv med indflydelse og medbestemmelse.
Den faglig pixi "Nye indsatser - ny viden" kan downloades fra temadagenes hjemmeside.
Der finder du også anbefalingerne fra pixien uddybet i et temahæfte af samme navn og en samling af artikler om flere af projekterne.
Indholdet af pixien bliver præsenteret på en række temadage, hvor den næste finder sted på Naturgas Midt-Nord i Viborg den 23. maj. Deltagerne får mulighed for at høre oplæg fra bogen og diskutere erfaringerne med projektledere og medarbejdere fra de 16 projekter.
Flere oplysninger
Region Midtjylland: Naturgas Midt-Nord i Viborg den 23/5 2007
Blandt dagens oplæg: "Hvad gør forskellen?" v/ socialrådgiver og cand.scient.soc. Elsebeth Krog Fønsbo, "Er Goal Attainment Scale (GAS) en brugbar metode til at involvere forældre?" v/ ergoterapeut Britt Østrup og "MOVE- tværfaglig undervisning af elever med bevægehandicap" fysioterapeut Susanne Vestergaard
Konstitueret leder af MarselisborgCenteret, Jan Sau Johansen, tlf: 8949 1213 / 2628 8955 jsj@marselisborgcentret.dk
Socialministeriet har bevilliget midler til udviklingsprojekterne fra puljen: "Intensivering af indsats overfor børn med medfødt eller erhvervet hjerneskade". MarselisborgCentret varetager koordinationen mellem og formidlingen af udviklingsprojekterne.