22.05.07: Hvor skal vi hente de råstoffer, som vi skal bruge i de kommende år? Hvilke områder skal der graves i – og hvilke skal der ikke røres ved? Region Midtjylland efterlyser idéer til regional råstofplan.
Hvor skal vi hente de råstoffer, som vi skal bruge i de kommende år?
Hvilke områder skal der graves i – og hvilke skal der ikke røres ved?
Region Midtjylland efterlyser idéer til regional råstofplan. Regionsrådet skal have forslag klar inden årsskiftet.
Det er Råstofplanen for Region Midtjylland, som kommer til at styre, hvor der i de kommende år kan udvindes hovedsagelig sand/grus/sten; men også råstoffer som kvartssand, ler, moler, plastisk ler, tørv og kalk.
Vi bruger råstoffer som aldrig før. Det økonomiske opsving har givet et byggeboom, som har betydet, at der på bare to år – i perioden 2003 til 2005 – er sket en stigning af råstofforbruget på 25 procent. Det årlige forbrug pr. person i regionen nærmer sig 10 m3, hvilket svarer til hvad en stor lastbil kan rumme!
Medvirkende er også det, at trafikken stiger og skaber behov for at udbygge vejnettet. Selv om vejmyndighederne gør, hvad de kan for at spare på råstofferne, kan man forudse, at det bliver svært at skaffe råstoffer nok i fremtiden. Der er allerede ved at være problemer med at skaffe grus og sten visse steder i regionen.
Region Midtjylland anmoder om hjælp
Det er derfor en vigtig opgave, Region Midtjylland står overfor, når man nu skal i gang med at lave en råstofplan.
- Vi har brug for borgernes, erhvervets, myndighedernes og organisationernes hjælp til at få det mest korrekte billede af råstofsituationen i regionen. Blandt andet for at få opdateret hvilke grusgrave der på grund af opsvinget er tømte eller næsten udgravede. Der er sikkert også mange borgere, der føler sig direkte eller indirekte berørt af udvindingen. De reagerer forhåbentlig ved at sende os forslag og idéer, siger geolog Lars Kristiansen fra Region Midtjylland.
Indgreb i landskaber eller mere tung transport
Valget står imellem at gøre indhug i landskaber, som nogle mener bør bevares, eller at køre langt med råstofferne og dermed øge den tunge transport endnu mere på landevejene.
Andre centrale spørgsmål, som regionsrådet skal tage stilling til, er f.eks.: Hvordan økonomiserer vi med forbruget af råstoffer på et bæredygtigt grundlag, så der også er råstoffer til fremtidige generationer? Hvorledes tager vi hensyn til naboer til råstofgrave? Kan vi skabe mere natur og friluftsliv i graveområderne?
Hvad sker der senere
Når debatperioden er udløbet, tager regionsrådet stilling til samtlige indlæg, og herefter kommer et ”Forslag til Råstofplan” i høring ved årets udgang. En endelig ”Råstofplan for Region Midtjylland” vil blive vedtaget af regionsrådet i forsommeren 2008.
Debat med fakta, status og spørgsmål for den kommende planlægning samt et kort over regionens råstofgrave kan ses på regionens hjemmeside:www.raastoffer.rm.dk
Der er mulighed for at aflevere kommentarer, forslag og idéer fra 24. maj og frem til 1. august 2007.