Fire stærke hold konkurrerer om at rådgive Det Nye Universitetshospital
Prominente og anerkendte rådgivningsfirmaer pryder listen over de fire hold, som forretningsudvalget i Region Midtjylland netop har godkendt til at gå videre i konkurrencen om at blive rådgivere for Danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri: Det Nye Universitetshospital i Århus.
De fire rådgiverhold er valgt mellem i alt otte ansøgere. Hver især rummer holdene store og velrenommerede virksomheder inden for arkitektur, ingeniørarbejde og planlægning, der er gået sammen i nye konstellationer for at matche kravene i udbudsmaterialet. Også vægtige udenlandske firmaer fra England, Norge, Sverige, Frankrig, Skotland og USA er blandt deltagerne i de fire hold.
- En så stor opgave, som Det Nye Universitetshospital i Århus, kræver virkelig vægtige medspillere. Derfor er det meget tilfredsstillende, at så stærke kompetencer har budt ind på opgaven, siger projektchef Morten Weise Olesen.
Ny udbudsform
Region Midtjylland har valgt at sende opgaven med at rådgive om hospitalsbyggeriet i en ny form for EU-udbud: Konkurrencepræget dialog.
Udbudsformen indebærer, at de fire rådgiverhold, der nu er prækvalificerede, skal indgå i den videre proces med at udforme det endelige udbudsmateriale, som de efterfølgende er alene om at kunne byde på.
Holdene skal afleveres deres endelige tilbud i begyndelsen af september. Den 12. december tager regionsrådet endelig stilling til hvilket af de fire rådgiverhold, der ender med at få opgaven.
Yderligere oplysninger
Projektchef Morten Weise Olesen: 8728 4800 / 4082 9107 morten.weise@stab.rm.dk
Hent PDF-filer med flere information:
Fakta om udbud.pdf
Navne på prækvalificerede.pdf
Pressemeddelsen.pdf