Åbent hus om håndens fine anatomi
Hånden er vort vigtigste arbejdsredskab! Hænderne er vore hjælpere, når vi eksempelvis skal udføre det fineste broderi, men også når det gælder det mere grove arbejde med en spade i haven. Vi bruger også hænderne, når vi kommunikerer med hinanden og til at udtrykke følelser. Åbent hus, om hjælpen ved hånden, på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus lørdag den 10. november kl. 12-15.
- Hånden er det mest udviklede og forfinede stykke anatomi i vores bevægeapparat, så det er ikke uden grund at det fylder cirka 25 procent af pladsen i hjernebarken, siger overlæge Claus Möger, Håndkirurgisk sektor, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, der sammen med det øvrige personale på afdelingen, indbyder alle interesserede til et åbent hus arrangement, hvor gæsterne får mulighed for både se, lytte og føle – når det handler om hænder.
Arrangementet ”Hånd og ånd”, finder sted på Håndkirurgisk Afdeling,Tage-Hansens Gade,
lørdag den 10. november kl. 12-15.
På dagen vil håndens betydning og funktioner blandt andet have kunsten som centrum, idet afdelingen har inviteret to kunstmalere, som vil male motiver og farver på porcelænshandske-modeller, der herefter vil blive udstillet i afdelingen. Gæsterne kan også lytte til skønne toner fra musikere, der mere end nogen anden anvender fingrene – nemlig pianisten og guitaristen.
Der bliver mulighed for at studere egne hænder indvendigt via en ultralydscanning.
Hospitalets håndterapeuter vil også tage din hånd under behandling. Og børnene får mulighed for at lege med gips og få lagt gips på armen.
Skoleleder for Århus Kunstakademi vil holde et causeri over Hånd og Ånd, og overlæge Karsten Krøner, Århus Sygehus vil fortælle om koblingen mellem ”hånd og ånd” set ud fra en lægefaglig synsvinkel. Endelig får gæsterne præsenteret et bredt udpluk af de undersøgelses- og behandlingsmetoder, lægerne anvender, når hånden bliver udsat for sygdomme eller skader.
Der bliver mulighed for at nyde et glas vin og en sandwich under arrangementet.
Flere oplysninger
Overlæge Claus Möger, tlf. 8949 7575 / 2655 5970