Chefsygeplejerske Tove Kristensen overrækker prisen på 5000 kroner til sårsygeplejerske Else Godsk Vestergaard. Foto: Regionshospitalet Viborg |
Det blev sårsygeplejerske Else Godsk Vestergaard , som i går fik tildelt "Årets sygeplejepris" på Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerups årlige sygeplejesymposium.
Hædersprisen gives til en basissygeplejerske, som har ydet en markant, nyskabende og
professionel indsats for sygeplejefaget - til gavn for patienter og pårørende.
Bedømmelseskomiteens valg faldt på Else Godsk Vestergaard, fordi hun er en meget dygtig og initiativrig sygeplejerske, som evner at tænke patientperspektivet ind i alt, hvad der gøres i hospitalets sårcenter, som hun er en del af. Hun har gjort et stort arbejde med at skrive kliniske retningslinjer for sårbehandling, og hun har ydet en stor indsats for at etablere netværk i alle hospitalets kliniske afdelinger for at sikre den bedst mulige behandling af sår. Else Godsk Vestergaard har i øvrigt også markeret sig med initiativer til forebyggelse af liggesår.
Som sårsygeplejerske kommer Else Godsk Vestergaard på alle kliniske afdelinger på hospitalerne i Viborg, Skive og Kjellerup, hvor sårpatienterne kan nyde godt af hendes faglige dygtighed og fine personlige kompetencer.
Overrækkelsen af "Årets sygeplejepris" er blevet et fast element i hospitalets sygeplejesymposium, hvor lokale, sygeplejefaglige udviklingsinitiativer præsenteres og diskuteres. På dagens program var der i alt 22 foredrag, som foregik ad fire spor (tre i Viborg og ét i Skive), og som hospitalets ansatte kunne deltage i efter interesse.