Får alle patienter relevant behandling og rådgivning?
Seminar på Århus Universitetshospital sætter fokus på håndtering af etniske minoriteter i sundhedsvæsnet. Målgruppen for seminaret er de personalegrupper, der har mest patientkontakt. Det vil primært sige sosu-assistenter, sygeplejersker og læger. Derudover er også politikere fra regionens sundhedsudvalg inviteret.
Seminar om relevant behandling og information til patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
Onsdag den 12. december på Århus Universitetshospital, kl. 9-16.
Mødet mellem personale og patienter med anden etnisk baggrund end dansk er ofte præget af usikkerhed og forestillinger, som blandt andet bunder i forskellige forventninger til mødet mellem patient og sundhedsvæsen. For en del patienter med anden etnisk baggrund end dansk, er sproget en væsentlig barriere for et optimalt patientforløb. Det kan i sig selv være en kilde til frustration for begge parter, og det medfører, at der med alt sandsynlighed er et efterslæb i forhold til at efterleve patientrettighederne – fx mht. informeret samtykke.
Resultatet kan blive, at patienten ikke får den optimale behandling og personalet er skuffet
over ikke at kunne give den omsorg og behandling, som hun eller han ønsker på baggrund af sin faglige vurdering.
Flere undersøgelser viser, at patienter med anden etnisk baggrund end dansk har en større forekomst af sygdomme som fx diabetes, kroniske lungesygdomme og hjertesygdomme. Samtidig oplever sundhedspersonalet et behov for at styrke kommunikationen og informationsindsatsen overfor patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
På den baggrund håber gruppen bage seminaret, at alle med interesse for området vil deltage i dagen. Der er inviteret sundhedsprofessionelle fra hospitalerne til en dag med fokus på:
- at forstå de processer der vanskeliggør kommunikation mellem sundhedsprofessionelle og patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
- at identificere konkrete handlinger som den enkelte, afdelingen eller sygehusledelserne kan igangsætte for at bedre kommunikationen.
- at bidrage med input til en prioritering af den fremtidige indsats.
Målgruppe
Målgruppen for seminaret er de personalegrupper der har mest patientkontakt, det vil primært sige sosu - assistenter, sygeplejersker og læger. Derudover inviteres politiker fra regionens sundhedsudvalg.
Seminaret er udarbejdet i et samarbejde mellem Region Midtjylland, mangfoldighedskonsulenten, Efter- videreuddannelsesenheden og Sundhedsstyrelsen.