Yngre læger vil helst være ortopædkirurger, infektionsmedicinere eller anæstesiologer. Men samfundet mangler i høj grad medicinere, alment praktiserende læger og kirurger. Måske lader det sig alligevel gøre at få enderne til at nå sammen. På Aarhus Universitet gør man forsøget den 9. november. Pressen er velkommen.
Nye læger og speciallæger er i høj kurs, fordi der er mangel på dem. Det ved de studerende godt. Den 9. november gør videreuddannelsessekretariatet i Region Midt- og Nordjylland et forsøg på at påvirke de medicinstuderende og de nyuddannede læger til at træffe et hurtigere og kvalificeret valg af speciale.
Samtlige 37 lægelige specialer stiller op med argumenter og forhåbninger, når Aarhus Universitet danner rammen for en inspirationsdag for nye læger og lægestuderende.
Ideen er at gøre turnuslæger på hospitaler og i lægepraksis i Region Nordjylland og Midtjylland og de lægestuderende klogere på karrieremulighederne indenfor alle specialer - også de mindre populære.
I gennemsnit går der i dag 7 år fra man har sin lægeautorisation, til man går i gang med en speciallægeuddannelse. Det skal nu ned på højst 4 år. Udfordringen er derfor tidligt at motivere og engagere de yngre læger til at træffe et velovervejet karrierevalg.
- Og i det valg håber vi naturligvis, at de studerende også skeler til hvad det er for læger samfundet efterspørger, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet i Region Midtjylland.
I år er der på landsplan oprettet 730 uddannelsesforløb for speciallæger - men kun 542 af dem er rent faktisk besat. I 2008 bliver gabet formentligt endnu større, fordi Sundhedsstyrelsen tilbyder endnu flere studiepladser. Der bliver næste år plads til 855 medicinstuderende – men der er næppe nær så mange ansøgere.
Program
Speciallæge Peter Qvortrup Geisling (kendt fra Lægens Bord) deler kl. 12.30 ud af sine erfaringer fra et utraditionelt lægeliv, og læge Signe Gjedde giver senere på dagen et bud på, hvordan man som yngre læge kan kombinere uddannelse, forskning og familieliv. Alle specialer præsenterer sig selv på en stand og mundtligt i auditorierne.
Fælles forelæsning kl. 12.15, Søauditoriet, Universitetsparken, Aarhus Universitet. Dagen slutter kl. 18.
Flere oplysninger
Sekretariatschef Jan Greve, Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse, Videreuddannelsesregion Nord, tlf. 2126 6105