Region Midtjylland medarrangør af dansk måned
Danmark invaderer Ungarn – med uddannelse, handel, design og kultur.
Danvazio er en dansk måned i Budapest fra 5. november til 2. december. Dánvázió er et ungarsk ordspil med et glimt i øjet – noget i retningen af ”Invasion fra Danmark”.
Programmet er bygget op omkring fire temaer – ét for hver af de fire uger. Den første uge sætter fokus på ”Lige muligheder for alle”, anden uge på dansk design, tredje uge handler det om miljø og energi, og den sidste uge op til julemåneden hedder temaet dansk jul og traditioner.
Bag arrangementet står Region Midtjyllands kontor i Ungarn DBO (Development of new Business Opportunities) sammen med Nordisk Hus Fonden og Museet for Handel og Turisme i Budapest og i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut og Den Danske Ambassade i Ungarn.
– Danmark og danskere har en speciel status blandt ungarere siden opstanden i 1956. Man ved også, at Danmark er et af de førende lande i verden, hvad angår miljø og energi – og at Danmark råder over et godt og effektivt social- og sundhedssystem. Alle kender dansk smør, ost og øl – og dansk design har en positiv og ”eksotisk” klang i ungarske ører - og så kender man naturligvis Anja Andersen, H. C. Andersen, Laudrup, Karen Blixen og Lars Von Trier, fortæller lederen af det ungarske kontor, Max Madsen.
Det er lykkes at få engageret to meget kendte ungarske profiler med tilknytning til Danmark som frontpersoner for Dánvázió, nemlig Adam Fisher (tidl. dirigent for Danmarks Radios kor) og tidligere håndboldspiller Agnes Farkas.
Det hele bindes sammen af en stor udstilling om Dansk Design med praktiske eksempler (møbler, interiør, industriel design mv.) med deltagelse af flere af de største midtjyske virksomheder, bl.a. Grundfos.
Der vises også en helt ny udstilling om Danmark og danskere og om resultaterne af det regionale samarbejde med Region Midtjyllands venskabsregion Gyôr-Moson-Sopron. Der er tale om en vækstregion i det nordvestlige Ungarn, hvor flere danske virksomheder allerede har slået sig ned. Det midtjyske kontor, DBO, er en udløber af dette samarbejde.
Udover tre faglige konferencer omfatter programmet en række kulturelle arrangementer som f. eks. fremvisning af Per Fly´s film-trilogi (Bænken, Arven og Drabet), litteraturcafeer om Karen Blixen, H. C. Andersen, Iselin C. Hermann og én om nutidig dansk litteratur, koncerter med dansk musik, børnearrangementer med Tante Andante og hendes Halfdan Rasmussen-sange, Cirkeline film, LEGO legeland og masser af andre arrangementer for børn og barnlige sjæle.
Derudover afholdes fire informationsdage – om at studere i Danmark, om at arbejde i Danmark, om at gøre forretninger i Danmark, og det sidste informationsarrangement handler om Region Midtjylland som turistdestination.
Samlet program for de danske dage (4 sider i pdf-format).