Overlæge Lena Lundorff, Palliativt Team i Hospitalsenheden Vest har modtaget smertepris 2007.


DASAIM – Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin – har i år givet smerteprisen og et legat på 10.000 kroner til overlæge Lena Lundorff blandt andet fordi, at hun de sidste 4-5 år har været den drivende kraft i opbygningen af et palliativt team i Hospitalsenheden Vest.

Derudover har Lena Lundorff været forfatter og redaktør på bogen ”smerter og smertebehandling i klinisk praksis”, hun har gennemført flere vigtige videnskabelige projekter inden for smertebehandling og palliativ medicin, ligesom hun er medforfatter til en række artikler om cancersmerte i nationale og internationale tidsskrifter.

- Smertebehandling er et spændende område som interesserer mig meget - og så er jeg en del af et rigtig godt team, som er med til at motivere mig, siger Lena Lundorff
- Jeg håber, at mit arbejde og forskning indenfor palliativ medicin kan give uhelbredelige syge en mere kvalificeret behandling i fremtiden, tilføjer prismodtageren.

DASAIM uddeler en årlig pris inden for akut/kronisk smertebehandling for at stimulere til fortsat udvikling inden for området.

I vurderingen af kandidaterne bliver der lagt vægt på videnskabelig aktivitet, holdningsmæssig eller strukturel bearbejdning af sundhedsvæsnet for at sikre bedre smertebehandling.

Flere plysninger
Overlæge Lena Lundorff, tlf. 9927 6383
Jørgen Mølgaard, tlf. 9927 2221