Succesfuld oprensning under Hedensted by


Region Midtjylland har gennemført oprensningen efter planen, og koncentrationerne af opløsningsmidlet TCE i grundvandet er nu kommet ned på et acceptabelt niveau. I samråd med embedslægen er det derfor besluttet at stoppe oprensningen i forureningsfanen

I 1996 fandt jordforureningsafdelingen i det tidligere Vejle Amt ved en rutineundersøgelse en meget stor forurening med opløsningsmidlet trichlorethylen (TCE) omkring den tidligere fabrik BM Controls i Hedensted.

Undersøgelserne viste at forureningen havde bredt sig ind under Hedensted by. Der var risiko for at forureningen i grundvandet kunne dampe op i boligerne og samtidig true den lokale vandforsyning. Det blev derfor besluttet at gennemføre en oprensning af forurening. Oprensningen blev foretaget ved fabrikken, samt under dele af byen. Oprensningen blev påbegyndt i 2000.

Oprensningen
Under byen er der cirka 10 meter under jordoverflader nedboret en række horisontale dræn, hvorfra det forurenede vand er blevet pumpet op. Vandet er blevet renset og efterfølgende ledt tilbage i undergrunden. Oprensningen er udført af Krüger og Per Aarsleff A/S, mens Grontmij | Carl Bro har været bygherrerådgiver.

Ved oprensningen under byen er der fjernet cirka ¼ ton TCE. Bare 1 kilo TCE er nok til at forurene 1.000.000.000 liter vand, så det ikke kan bruges som drikkevand.

Oprensningen betyder bl.a. at der ikke er sundhedsrisiko ved at bo oven på fanen i Hedensted by. Forureningen har desuden ikke forurenet drikkevandet til Hedensteds borgere.

Fabriksgrunden er stadig forurenet
Region Midtjylland koncentrerer nu indsatsen ved den tidligere fabrik hvor forureningen endnu ikke er kommet ned på et acceptabelt ni-veau. Ved den tidligere fabrik er forureningen rammet ind af en væg. Væggen er konstrueret sådan at vandet ledes til porte hvori der er placeret jernkugler som nedbryder forureningen. Denne oprensning forventes at fortsætte i en lang årrække frem i tiden.

Flere oplysninger
Regional Udvikling, Jord & råstoffer, geolog, Rolf Johnsen tlf. 8728 5205 eller Holger Strøm tlf. 8728 5206

Kontaktoplysninger på samtlige regionsrådsmedlemmer kan ses på regionens hjemmeside.