05.10.07: Efter næsten to års forberedelse blev det nye Interreg IVB Nordsøprogram formelt godkendt den 3. oktober. Programmet, der løber 2007-2013, er det tredje i rækken af Nordsøprogrammer



Efter næsten to års forberedelse blev det nye Interreg IVB Nordsøprogram formelt godkendt den 3. oktober. Programmet, der løber 2007-2013, er det tredje i rækken af Nordsøprogrammer, som siden 1997 har leveret en række håndgribelige og sucessfulde projekter i regionen.

Programmet arbejder gennem tværnationale projekter med højaktuelle og nyskabende politiske temaer indenfor regional udvikling. Et af programmets målsætninger er at udvide tværnationale samarbejder og fokusere på projekter af høj kvalitet indenfor de fire prioritetsområder: innovation, miljø, bedre transportmuligheder samt bære- og konkurencedygtige samfund.

Med et budget på mere end 2,2 milliarder danske kroner ledes programmet fra sekretariatets kontor i Viborg, hvor et internationalt hold af eksperter administrerer og overvåger programmets projekter.

Det geografiske område
Programmets geografiske område består af regioner i de 6 involverede EU-medlemslande samt Norge. Nordsøregionen dækker et område på 664.000 km2, hvilket svarer til 14% af EU’s samlede areal, og der bor ca. 60 millioner mennesker i området, hvilket svarer til 13% af hele EU’s befolkning.

Første ansøgningsrunde er startet
Den første ansøgningsrunde for projekter til Interreg IVB Nordsøprogrammet er nu startet. Det vil være muligt at sende projektansøgninger fra mandag den 17. september til og med mandag den 15. oktober 2007.

Den anden ansøgningsrunde for projekter er planlagt til at finde sted fra den 18. februar til den 17. marts 2008. Al information vedrørende denne ansøgningsrunde kan ses i nyhedssektionen på Nordsøprogrammets hjemmeside.

Mere information kan findes på programmets hjemmeside: www.northsearegion.eu