Ny ambitiøs plan for alle væsentlige kræftformer
Ny ambitiøs plan for alle væsentlige kræftformer
Det er i dag lykkedes Danske Regioner at indgå en aftale med regeringen, der sikrer, at regionernes plan for akut kræftbehandling skal udbredes til at omfatte alle væsentlige kræftformer.
Regionernes akutplan fra september sikrede, at patienter med hoved/hals-kræft og lungekræft i dag bliver diagnosticeret akut. Den nye plan går to skridt videre og sikrer for det første, at alle de væsentlige kræftformer bliver gjort akutte. For det andet sikrer planen, at der skal indføres pakkeforløb på alle kræftafdelinger.
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes regionerne at indgå en så ambitiøs kræftplan med regeringen. De fem regioner viste handlekraft ved i september at gøre de første kræftformer akutte. Jeg er sikker på, at det er årsagen til, at regionerne og regeringen i dag har taget et stort skridt på vejen mod at bringe den danske kræftbehandling op på et internationalt niveau, vi kan være bekendt, siger Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland og Danske Regioner.
Regionerne og regeringen skal nu i gang med at lave en samlet investeringsplan for kræftområdet. Regionerne er nødt til at have et overblik over, hvad der er brug for af scannere, strålekanoner og bygningsændringer. Planen skal ligge klar inden udgangen af november. Omfanget af indkøbene er foreløbigt estimeret til 700 millioner kroner.
- Her og nu får vi en pose penge på 225 millioner kroner til at afvikle den pukkel, der er på ventetider. Hvor meget dyrere, det i alt bliver at drive sygehusene, når regionerne nu skal i gang med at behandle alle kræftformer akut, kan vi først sætte tal på i forbindelse med økonomiforhandlingerne til juni, siger Bent Hansen.
Flere oplysninger
Bent Hansen, regionsrådsformand, tlf. 8728 5010 eller 4031 3707
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.