Region Midtjylland har rekord i økonomisk vækst
Region Midtjylland har rekord i økonomisk vækst
Færre hænder får mere fra hånden i Vestjylland og flere hænder er kom-met i arbejde i Østjylland. Samlet set giver det erhvervslivet i Region Midtjylland den højeste værditilvækst i Danmark i perioden fra 2000 til 2005. Tal fra Danmarks Statistik viser en gennemsnitlig stigning i beskæftigelsen på 1,8 procent og en vækst i produktiviteten på 4,6 procent. Men der er store udsving lokalt målt på forskellige brancher og erhverv, og det vil Vækstforum i Region Midtjylland rette op på.
Flere hænder i øst
Mens der på landsplan har været en beskeden vækst i beskæftigelsen fra 2000 til 2005 på 0,3 procent, så har den samlede vækst i beskæftigelsen i samme periode været på 1,8 procent i Region Midtjylland. Det skyldes, at der er kommet flere i arbejde inden for handel og service, offentlig administration, sundhedsvæsen og sociale institutioner, hovedsageligt i Århus – området. Den samlede værditilvækst er her 9 procent, men som det eneste sted i regionen har der samtidig været et fald i produktiviteten på 1,5 procent.
Hurtige hænder i vest
Helt anderledes ser det ud, når man vender blikket mod vest. I Struer –, Lemvig -, Holstebro –, Ringkjøbing – og Skjernområdet har der været en markant vækst i produktiviteten på knap 11 procent mens antallet af beskæftigede er faldet med 3,1 procent. Det vil sige, at færre hænder får mere for hånden inden for landbrug og gartneri og i jern- og metalindustrien. Samlet set har der i denne del af regionen været en værditilvækst på 7,3 procent.
Størst fremgang
Egnen omkring Silkeborg, Favrskov og Skanderborg topper listen over områder med størst økonomisk vækst med en vækstrate på 12 procent over en femårs periode. Og her har man i modsætning til de øvrige dele af regionen lykkedes med både at blive mere produktive og samtidig få flere i arbejde. Væksten i produktiviteten er på 9,9 procent og væksten i beskæftigelsen er på 1,6 procent.
Svagere vækst
I de øvrige dele af regionen har væksten været relativt begrænset, fordi erhvervslivet her typisk er knyttet op på brancher, som i femårsperioden har været ramt af stagnation og tilbagegang. Det gælder fx. fremstillingsvirksomhederne i Djursland - og Randersområdet samt tekstil - , træ - og møbelindustrien i Herning -, Ikast -, Brandeområdet.
Regional erhvervsudviklingsstrategi
Formanden for Regionsrådet og Vækstforum i Region Midtjylland, Bent Hansen, er tilfreds med de positive tendenser for erhvervs- og beskæftigelsesudviklingen generelt i Region Midtjylland. Men der er ingen grund til at hvile på laurbærene, understreger han.
”Det er glædeligt, at der har været en positiv økonomisk udvikling i den midtjyske region i årene 2000 – 2005 til gavn for beskæftigelsen! Men tallene viser, at der fortsat er brug for en målrettet og differentieret indsats lokalt i forhold til de særlige udfordringer, der er i de forskellige områder af regionen.
Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi for Region Midtjylland rummer en lang række initiativer, som kan være med til at forbedre rammevilkårene for virksomhederne. Disse initiativer er nu ved at blive udmøntet”
Yderligere materiale
Vedlagt er tal fra Danmarks Statistik over udviklingen i beskæftigelse og produktivitet generelt fordelt på de fem regioner i Danmark samt tal der viser udviklingen fordelt på syv områder i Region Midtjylland. Tallene findes ikke for de enkelte kommuner.
Kontakt
Bent Hansen, regionsrådsformand, tlf. 8728 5010 eller 4031 3707
Jan Seidelin Christensen, Sekretariatet for Regional Udvikling, tlf. 87285087
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
Vækst i beskæftigelse og produktivitet i Region Midtjylland 2000-2005
Højeste økonomiske vækst i Region Midtjylland