Tale & Høre Instituttet i Risskov arrangerer konference
Er der en sammenhæng mellem sprog og matematik? Ja, mener fire fageksperter, der vil holde oplæg, når Tale & Høre Instituttet arrangerer heldagskonference om matematikken og dens vanskeligheder.
Det sker mandag 29. oktober 2007 klokken 8.45-16.00 i auditoriet på Skovagervej 2 i 8240 Risskov.
Baggrunden for konferencen er, at Tale & Høre Instituttet i skoleåret 2006-2007 har gennemført et udviklingsprojekt om matematik. Målet har været, at flere elever klarer folkeskolens afgangsprøve i faget. Konferencen udgør slutstenen i projektet, som er støttet af Undervisningsministeriet.
De fire oplægsholdere
Olav Lunde holder oplæg om samspillet mellem sprog og matematikvanskeligheder. Olav Lunde er magister i pædagogik og har skrevet artikler i fagtidsskrifter og bøger om specialpædagogiske emner.
Cand. scient. Pernille Pind holder oplæg om »den særlige slags dansk«, der tales og skrives i matematik. Pernille Pind er tilknyttet hele projektet som konsulent.
Cand. pæd. spec. Hilde Skaar Davidsen ser på forudsætninger for matematiklæring i førskolealderen. Hilde Skaar Davidsen har fokus på de yngste elever og er herhjemme kendt for tankerne bag observationsværktøjet MIO (Matematikken mellem Individet og Omgivelserne).
Kaj Grønbech afslutter dagen med et oplæg over emnet it-støtte til bevægelsesbaseret læring. Kaj Grønbech er professor i datalogi på Århus Universitet og er tilknyttet it-byen Katrinebjerg.
Flere oplysninger
Se Institut for Kommunikation og Handicaps hjemmeside eller kontakt forstander John Jørgensen, tlf. 8938 3001.