En skov af gule bannere hænger i denne tid i Nordisk Park ved Viborg. De mange flag, der er bemalet af børn fra hele Region Midtjylland, blev officielt præsenteret ved en storstilet børnefest fredag formiddag, den 5. oktober.
En skov af gule bannere hænger i denne tid i Nordisk Park ved Viborg. De mange flag, der er bemalet af børn fra hele Region Midtjylland, blev officielt præsenteret ved en storstilet børnefest fredag formiddag, den 5. oktober.
”Fra hav til hav” er overskriften for et børnekulturprojekt, som nu har fungeret i halvanden år. Projektet udspringer af Børnekulturs Udviklingscenter - ”Kulturprinsen” i Viborg og er støttet af bl.a. Region Midtjylland.
– Aldrig har jeg været med til noget så stort, sagde en rørt Thomas Kruse. Han er underviser ved Peter Sabroe-seminariet i Århus og idémand til det store fælles børneprojekt ”Fra hav til hav”. Han var for et par år siden med til at lave verdens største murmaleri i Spanien, men dette var større – både fysisk og emotionelt: 7-8000 børn mellem 0-14 år har i løbet af foråret været med til at tegne og male hver deres vision for ”det bedste sted for mig”. De mange malerier var som bannere for første gang samlet og ophængt på et sted.
Ideen til projektet fik han for halvandet år siden og gik med ”Kulturprinsen” som mellemstation videre til flere børnekulturfolk, som arbejdede videre på ideen samtidig med, at Region Midtjylland fik en ansøgning om mulig støtte.
Af regionens 18 kommuner sagde de 11 ja til at deltage.
De mange børns tanker og drømme for ”det bedste sted for mig” har været ophængt lokalt bl.a. omkring de forskellige kommuners rådhuse.
Børnene råbte et rungende hurra for "det bedste sted for mig".
Nordisk Park i Viborg er et stort grønt parkområde placeret på østsiden af Søndersø ved Viborg. Det store område er ”sat til” med bannerne ophængt som vasketøj. Besøgende kan gå imellem de lange rækker af billeder som i en labyrint.
Ved indvielsen var mere end 1000 børn tilstede – med deres lærere og pædagoger. Godt hundrede var kommet kørende til fra Skive, men der sås også en skolefritidsordning fra Skødstrup ved Århus.
Viborgs borgmester Johannes Stensgaard fik i forbindelse med sin tale børnene til at råbe hurra for ”det bedste sted for mig” – og næsten i det samme brød solen igennem den klamme tåge. Mellem talerne var også regionsformand Bent Hansen, der takkede for børnenes gode tanker om et godt liv og for det flotte kunstneriske resultat.
På den centrale plads i Nordisk Park blev der underholdt af multikunstneren Søren Brynjolf og hans bugtaler-abe Rango samt af musikeren Claus Carlsen og en trommehold fra Hald Eges skole.
Efter indtagelse af madpakker tog de mange unger i busser hjem til deres skoler og institutioner.
Børnens store banner-udstilling kan ses indtil den 22. oktober.