23-04-08

Regionsrådets Udvalg for Miljø og råstoffer har på et møde den 21. april 2008 anbefalet at Råstofplan 2008 for Region Midtjylland godkendes i Regionsrådet.



De omdiskuterede råstofgraveområder ved Hampen Sø tages ud af planen, selv om der er brug for råstofferne i området.

Regionsrådets Udvalg for Miljø og råstoffer har på et møde den 21. april 2008 anbefalet at Råstofplan 2008 for Region Midtjylland godkendes i Regionsrådet. Regionsrådet behandler den 21. maj regionens første Råstofplan.

Et ”Forslag til råstofplan 2008” har været sendt i høring i de to første måneder af 2008.
I høringsfasen er der kommet mere end 60 bemærkninger og indsigelser. Disse er gennemgået af administrationen, og indarbejdet i det udkast, som regionsrådet skal behandle.

- De indkomne indsigelser har betydet, at de to foreslåede råstofgraveområder ved Hampen Sø, Ll. og St. Bredlund, tages ud af planen og nedgraderes til råstofinteresseområder. Derudover er der foretaget en håndfuld mindre justeringer i forhold til ”Forslag til Råstofplan 2008”. Men hovedlinjerne om en afbalanceret råstofplan et bibeholdt. Vi finder det vigtigt, at erhvervet kan udnytte råstofforekomsterne, hvor indvindingen kan ske uden at skade naturen, siger formanden for Udvalget for miljø og råstoffer, Harry Jensen (V).

Næstformanden i udvalget, Kaj Møldrup Christensen (S), tilføjer:
- Jeg ser dog med bekymring på råstofindvinding i visse bynære områder, og især på vejforholdene, hvor den tunge transport går gennem beboelsesområder.
Sammen med resten af udvalget opfordrer han kommunerne til at være opmærksom på denne problemstilling, og at der i samarbejde med de berørte parter kan findes den bedst mulige transportvej til og fra råstofgravene.

Yderligere information:
Formand Harry Jensen, tlf.: 97 36 90 58, Mobil: 40 17 36 90 eller
Næstformand Kaj Møldrup Christensen, tlf.: 86 46 74 60, Mobil: 29 43 59 81.


 ”Råstofplan 2008 for Region Midtjylland” fastlægger dels råstofgraveområder, hvor der kan gives tilladelse (af kommunerne) til råstofindvinding, dels råstofinteresseområder, hvor Region Midtjylland i løbet af de kommende år vil kortlægge og undersøge efter/for mulige brugbare råstoffer.
De primære råstoffer i Region Midtjylland er sand, sten og grus, men planen kommer også til at styre fremtidens udvinding af ler, moler,
plastisk ler, tørv og kalk.

Når råstofplanen er godkendt af regionsrådet, og efterfølgende offentliggjort, vil den afløse de hidtil gældende regler og retningslinjer fra de tidligere amters regionplaner.
Råstofplanen rækker 12 år frem i tiden, men den skal revideres og godkendes politisk hvert fjerde år.

www.regionmidtjylland.dk og/eller www.raastoffer.rm.dk kan man følge med i råstofplanens videre skæbne