På onsdag behandler regionsrådet forslaget til en ny psykiatriplan og en tilhørende forligstekst. Høringssvarene viser, at der generelt er stor opbakning til planens overordnede principper og anbefalinger. De mest omdiskuterede emner har været anbefalingerne i psykiatriplanforslaget om afvikling af døgnhusene i Kjellerup, Viborg og Skive samt Psykiatrisk Afdeling i Silkeborg.
Regionsrådet besluttede den 14. november 2007 at sende Forslag til Psykiatriplan for Region Midtjylland i høring frem til den 25. januar 2008. I høringsperioden er modtaget 96 høringssvar fra borgere, bruger- og pårørendeorganisationer, kommuner, faglige organisationer, psykiatriens afdelinger og faglige råd, Sundhedsstyrelsen m.fl.
Tilsvarende er der fra Region Midtjyllands MED-organisation modtaget i alt 46 høringssvar. Der har i høringsperioden været 2 underskriftsindsamlinger mod lukning af døgnhusene og Psykiatrisk Afdeling i Silkeborg. Der har endvidere den 25. januar 2008 været afholdt demonstration i Viborg under overskriften ”Bevar døgnhusene i Skive, Kjellerup og Viborg”.
Endelig har der i høringsperioden været 26 indlæg på Region Midtjyllands debatside vedrørende psykiatriplanen.
Den gennemførte høring viser, at der generelt er stor opbakning til planens overordnede principper og anbefalinger. De mest omdiskuterede emner har været anbefalingerne i psykiatriplanforslaget om afvikling af døgnhusene i Kjellerup, Viborg og Skive samt Psykiatrisk Afdeling i Silkeborg. Der har fra mange sider været udtrykt bekymring eller modstand mod nedlæggelsen af sengepladser.