Forretningsudvalget i Region Midtjylland besluttede tirsdag 1. april at indstille til regionsrådet, at det sender et revideret forslag til hospitalsplan i høring fra 16. april.


Forretningsudvalget i Region Midtjylland besluttede tirsdag 1. april at indstille til regionsrådet, at det sender et revideret forslag til hospitalsplan i høring fra 16. april.


Hospitalsplanen for Region Midtjylland beskriver, hvilke funktioner de enkelte hospitaler i regionen skal have. Eksempelvis hvilke hospitaler, der specialiserer sig i behandling af bestemte kræfttyper, hvilke der kan håndtere komplicerede fødsler og hvilke der koncentrerer sig om ambulant behandling og en samordnet indsats over for mennesker med kroniske sygdomme.

- Det første forslag, der var et udspil fra regionens administration, gav anledning til megen debat i Regionsrådet og blandt borgerne. For eksempel om muligheden for fortsat at blive indlagt eller behandlet på et af de mindre hospitaler. Vi har nu foretaget en første politisk revision og indstiller til Regionsrådet, at planen bliver sendt i høring, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Regionsrådsformanden understreger, at formålet med hospitalsplanen er høj kvalitet. Både når det gælder den specialiserede behandling, og når der er tale om at opbygge nærfunktioner, hvor kronisk syge kan få taget prøver m.v. i overkommelig afstand fra deres hjem.

– Der er fortsat nogle politiske knaster, for eksempel i forhold til hvor vi skal placere en satellit for ballonoperationer. Men med høringen ønsker vi at lytte til de bemærkninger, der er til planen, før vi beslutter os endeligt på regionsrådsmødet 18. juni, siger Bent Hansen.

Tre borgermøder
Borgere, patientforeninger, medarbejdere ved regionens hospitaler samt andre interesserede har mulighed for at kommentere planen i høringsfasen fra 16. april frem til 29. maj kl. 12.00.

Som led i høringsfasen bliver der holdt tre borgermøder. Samtidig åbner regionen 16. april et debatsite på hjemmesiden www.rm.dk, hvor man kan stille spørgsmål til planen og debattere den.

Bilag
 Hent hospitalsplanen som behandles i Regionsrådet 16. april
 Hent tidsplan


Yderligere oplysninger
Regionsrådsformand Bent Hansen, 87 28 50 10 eller 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.