Nyt hus skal lyse af energi
16-04-2008
Med 502.000 kroner fra Region Midtjylland skal det planlagte Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro synliggøre sin energiforsyning for de besøgende og på den måde bidrage til at skærpe offentlighedens interesse for naturvidenskab.
Normalt er lys, varme og ventilation ikke noget, som man spekulerer synderligt over, når man er gæst.
Men det kommer gæsterne i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro til, for både teknikrum og de tekniske installationer i forbindelse med husets energiforsyning vil blive udstillet og dermed en del af oplevelsen for de skoleelever, lærere og almindelige nysgerrige, der besøger huset.
Med økonomisk bistand fra Region Midtjylland skal energiforsyningen lyse ud af Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. Foto: Naturviden- skabernes Hus |
På sit møde onsdag besluttede Regionsrådet for Region Midtjylland at støtte denne del af Naturvidenskabernes Hus med 502.000 kroner. Projektet er et af fem godkendte projekter, der understøtter Vækstforums såkaldte megasatsning på Energi & Miljø og giver regionale og danske virksomheder mulighed for at afprøve og demonstrere deres kunnen i stor skala og i synlig sammenhæng.
”Projektets særlige perspektiv ligger i muligheden for at afdække de energiteknologiske muligheder for undervisere, studerende og den almindelige offentlighed. Dette vil øge interessen for naturvidenskab og forbedre rekrutteringen til uddannelsessystemet”, siger Bent Hansen (S), formand for Regionsrådet for Region Midtjylland.
Projektet i Bjerringbro inddrager Grundfos, Danfoss Varmepumper (KH Nordtherm A/S), Dantherm, HS Hansen, Lauritz Knudsen, Window Master og ISIS Katrinebjerg.
Hensigten med Naturvidenskabernes Hus er blandt andet at styrke de danske læreres kompetencer i de naturvidenskabelige fag og gøre børn og unge bevidste om og interesserede i naturvidenskab. På sigt kan huset således bidrage til at styrke tilgangen til de naturvidenskabelige uddannelser.
Huset skal åbne for offentligheden i juni 2009 og vil indeholde udstillinger, auditorium, laboratorium, værksteder, studierum med mere.
Yderligere oplysninger
Bent Hansen, formand for Vækstforum i Region Midtjylland Telefon: 87 28 50 10 Mobil 40 31 37 07 bent.hansen@rr.rm.dk |
|
Afdelingschef Henrik Brask Pedersen Miljø, teknologi og infrastruktur Region Midtjylland Telefon: 87 28 51 70 Mail: henrik.brask@ru.rm.dk |
|
Søren Chr. Sørensen, Projektkoordinator Naturvidenskabernes Hus Telefon: 27 14 63 72 nvh@naturvidenskaberneshus.dk |
Se også www.naturvidenskaberneshus.dk
Fotos er til fri afbenyttelse – kan downloades i høj opløsning her
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer