Nyt liv på bloggen
Efter nogle måneders pause er der nu liv på politikerbloggen igen. Indtil videre har 10 politikere meldt sig klar til at gå i dialog med borgerne på den virtuelle måde.
Der skal læger ind i ambulancer og alle akutbiler, mener regionsrådsmedlem Poul Müller (K). Udsagnet kommer frem i det første blogindlæg fra hans hånd. Dermed melder han sig klar til at debattere de spørgsmål med regionens borgere, som han finder vigtigst.
Poul Müllers indlæg var det første af indtil videre fire nye indlæg, der i disse dage vækker regionens ellers noget slumrende blog til live. Dermed er en relancering af Politikerne blogger på www.rm.dk en realitet.
De første fire indlæg handler desuden om så forskellige ting, som en opfordring fra Anna Marie Touborg (SF) til borgerne i yderområderne om at komme ”op af sofaen”, en forklaring af, hvorfor psykiatriplanen vil føre til bedre forhold for de psykisk syge, af Henrik Qvist (Enh) og endelig en ny blog fra regionsrådets formand Bent Hansen (S), hvor han går i kødet på Venstres folketingsmedlem Birgitte Josefsen.
Hun har klandret regionerne for ikke at gøre nok for at skaffe udenlandsk arbejdskraft. Men det har simpelthen ikke noget på sig, mener Bent Hansen.
Ind til videre har 10 af regionsrådets 41 medlemmer meldt sig til at prøve kræfter med dialogen i cyberspace. Det sker efter at bloggen har holdt pause i nogle måneder.
Nu ved relanceringen byder bloggen blandt andet på muligheden for at abonnere på politikernes indlæg gennem rss-feeds.
Læs blogindlægene på http://www.rm.dk/politik/politikerne blogger
Flere oplysninger
Blogredaktør, journalist Mette Breinholdt 8728 5819 / 5148 2427 / mette.breinholdt@stab.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne