De fleste patienter kan sagtens trappe ud af afhængigheds-skabende medicin. Det kræver bare en bevidst indsats fra lægerne. Det viser blandt andet resultaterne af Region Midtjyllands langvarige program overfor afhængigheden af sove- og nervemedicin.

Nu har indsatsen fået yderligere hjælp med en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen. Vejledningen, der trådte i kraft 1. juli, indebærer blandt andet, at patienter, der bruger sove- eller nervemedicin, ikke må køre bil, fordi det øger risikoen for ulykker.

- Vejledningen er en kærkommen hjælp til vores indsats for at bringe brugen af sove- og nervemedicin endnu længere ned, fortæller Birgit Toft fra regionens medicinteam.

Også blandt de praktiserende læger i Midtjylland er der tilfredshed med vejledningen:

- Nu kan vi sige til patienterne, at de ikke må køre bil, hvis de bruger medicinen, siger praktiserende læge Karin Pryds, fra Skødstrup.

Skødstrup Lægepraksis har arbejdet bevidst med at begrænse brugen af afhængigheds-skabende lægemidler i godt et år. Det er Karin Pryds klare indtryk, at de fleste patienter får det bedre, når det lykkes dem, at kvitte medicinen.

Blandt andet reducerer det risikoen for faldulykker hos ældre mennesker.

Men selvom det er en fordel for de fleste mennesker at komme ud af afhængigheden, tror mange, at de ikke kan. Derfor er der brug for, at lægen tager hånd om situationen.

Vejledningen fra Sundhedsstyrelsen er således er et led i en landsdækkende indsats for at begrænse brugen af medicin af gruppen benzodiazepiner. En indsats som Region Midtjylland allerede er langt fremme med og er den region, hvor færrest borgere bruger medicinen.

Fakta om brug af afhængigheds-skabende lægemidler

  • De afhængigheds-skabende lægemidler er kun velegnede til kortvarigt brug

  • Medicinen virker kun i 2 – 4 uger. Bruger ellers raske mennesker benzodiazepiner ud over den tid, vil medicinen give de samme symptomer, som patienten oprindelig fik den for

  • Mange mennesker kan have glæde af en kortvarig hjælp fra medicinen. Eksempelvis hvis man er i en alvorlig krise eller ved alvorlige krampetilfælde

  • Benzodiazepinerne er som regel opdelt i tre grupper: 
    • Beroligende (stesolider), som gives for angst og uro: Benzodiazepin-derivater (NO5BA) eller ”dagbenz”
    • Sovemidler: Benzodiazepin-derivater (NO5CD) eller ”natbenz”
    • Nyere sovemidler: Benzodiazepin-lignende midler (NO5CF) eller ”cyklopyrroloner”
  • Region Midtjylland ligger lavest når det gælder brugen af de to første stoffer (beroligende og sovemidler). Og næstlavest, når det gælder brugen af de nyere sovemidler.

  • Når regionen ikke ligger lavest, når det gælder brugen af de nyere sovemidler, skyldes det, at man en overgang troede, at de ikke havde bivirkninger. Derfor opfordrede man lægerne til at skifte patienterne over på de nyere sovemidler.

  • Hent grafer, der beskriver brugen af benzodiazepiner i landets fem regioner fra 2. kvartal 2005 til 1. kvartal 2008 – NB: Y-aksen begynder ikke ved nul:

Hent Sundhedsstyrelsens vejledning

I vejledningen er der fokus på følgende punkter:

Kørekort

  • Man må ikke føre motorkøretøj med stærkt smertestillende midler samt benzodiazepiner i blodet. Nogle få sovemidler samt andre lægemidler i lave doser er undtaget (se vejledningen).
  • Patienter i behandling med langtidsvirkende benzodiazepiner skal nedtrappes, og kørekortet begrænses til 1 år.

Patienter, der indleder en behandling med en høj dosis af stærkt smertestillende lægemidler, anbefales at holde kørselspause.

Dosisdispensering

  • Benzodiazepiner må ikke dosisdispenseres med mindre det er i forbindelse med udtrapning.

Psykiatri

  • Patienter, der bliver behandlet for en psykiatrisk lidelse, og hvor behandlingen er påbegyndt i psykiatrisk regi, skal ikke overgå til fortsat behandling hos egen læge – det vil sige, at psykiateren selv skal fortsætte sin specialistbehandling.

Ordination

  • Ordination og fornyelse af afhængighedsskabende medicin skal ske ved personlig henvendelse og må ikke finde sted over telefonen eller Internettet.
  • Ældre og patienter i langtidsbehandling med benzodiazepiner skal forsøges nedtrappet.
  • Kun én læge skal være ansvarlig for ordination af stærkt smertestillende midlet til patienter med non-maligne lidelser.

Journalføring

  • Lægen skal journalføre sine overvejelser om ordination af afhængighedsskabende lægemidler (f.eks. ved ældre, langtidsbruger og ordinationer ud over anbefalet tid).

Sanktion

Embedslægen kan som hidtil pålægge en læge at føre lister over ordination af afhængighedsskabende lægemidler, og det kan også komme på tale at fratage lægen retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler.


Flere oplysninger
Birgit Toft, Region Midtjyllands Medicinteam 8728 4631 / 2172 0738 / birgit.toft@stab.rm.dk

Praktiserende læge, Skødstrup Lægepraksis, Karin Pryds 8699 1655 / mail@skoedstruplaegepraksis.dk