En blodprøve før uge 10 finder næsten alle fostre med kromosomafviger, viser ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby

En blodprøve før uge 10 finder næsten alle fostre med kromosomafviger, viser ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby
En blodprøve før uge 10 finder næsten alle fostre med kromosomafviger, viser ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby

Hvis den gravide får taget en blodprøve, før hun er i uge 10, får hun et langt mere sikkert resultat af fosterdiagnostik for kromosomafvigelser, end hvis hun får taget prøven efter uge 10.

Det viser en netop publiceret undersøgelse fra Århus Universitetshospital, Skejby. I en opgørelse af screeningsresultater fra 2004 til 2008 fandt forskerne, at hvis blodprøven var taget før graviditetsuge 10, fandt man 100 % af fostre med Downs syndrom, mens man kun fandt 77%, hvis blodprøven var taget efter graviditetsuge 10. Samlet set fandt man 90% af de 97 fostre med Downs syndrom.

Siden 2004 har alle gravide i Danmark fået tilbud om fosterdiagnostik, blandt andet med det formål at finde kromosomafvigelse som Downs syndrom hos fostre. Tilbuddet til de gravide består af en blodprøve og en ultralydsscanning - også kaldet nakkefoldsscanningen - og ud fra resultaterne foretager man en risikoberegning. Hvis den gravide viser sig at være i risiko for at vente et barn med kromosomafvigelser, bliver hun tilbudt en moderkagebiopsi, som kan vise fosterets kromosomer, og om de har fejl. Det er denne fosterdiagnostik, der har vist sig at være langt mere præcis, hvis blodprøven tages før uge 10.

Blodprøve og ultralydsscanning foregår i første trimester af graviditeten. Det rummer den fordel, at diagnosen kan stilles tidligt i graviditeten. Screeningsprogrammet stammer fra England, og har bredt sig til en række lande i Europa. Traditionelt bliver blodprøve og ultralydscanning foretaget samtidig i graviditetsuge 12 til 13.

På Skejby har man dog valgt, at blodprøven bliver taget ved den første svangreundersøgelse hos lægen. En undersøgelse, der ofte ligger før uge 10. Forskernes resultater har nu vist, at denne praksis sikrer, at stort set alle fostre med kromosomafvigelser bliver fundet gennem fosterdiagnostikken.
Resultaterne af undersøgelsen vil formodentligt betyde en generel anbefaling af Skejbys metode.
I England er man ved at ændre proceduren efter de danske forhold.

Forskerne fra Klinisk Biokemisk afdeling og Gynækologisk/Obstetrisk afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby, er de første til at vise denne markante forbedring af fosterdiagnostikken. Grunden til at de tidlige blodprøver er så meget bedre, skyldes specielt, at en af de biomarkører, som man måler i blodprøven, bliver bedre til at skelne mellem raske fostre og fostre med Downs syndrom, jo tidligere blodprøven er taget.

Yderligere information
Kemiker Niels Tørring, tlf. 8949 5105 / 2290 6639
Læge Ida Kirkegaard, tlf. 8949 6380 / 5164 3266

Publikation
Improved Performance of First Trimester Screening for Trisomy 21 with the Double Test taken before a Gestational age of 10 Weeks.
Ida Kirkegaard, Olav Bjørn Pedersen, Niels Uldbjerg og Niels Tørring
Prenatal Diagnosis, 2008

http://www3.interscience.wiley.com/journal/121357041/abstract