Vikarens begejstring holdt i 40 år
Cheflæge på Regionshospitalet Viborg, Ole Østerballe, går fredag den 29. august på pension. Efter knap fyrre år i sundhendens tjeneste holder han afskedsreception og tager hul på sit nøje forberedte otium.
Regionsrådsformand Bent Hansen og direktør i Region Midtjylland Leif vestergaard Pedersen blander sig med gratulanterne, som ønsker Ole Østerballe en spændende pensionisttilværelse og samtidig takker ham for en kæmpe indsats for patienterne i først Viborg Amt og sidenhen Region Midtjylland.
Ole Østerballe lader sig i dag - i en alder af 66 år - pensionere fra stillingen som cheflæge. I den anledning konstaterer han med tilfredshed, at den positive ånd, han mærkede i sin første kontakt med Viborg Sygehus, fortsat hersker på det, der nu er kommet til at hedde Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup.
Som ung medicinstuderende søgte Ole Østerballe i 60´erne med lys og lygte efter et job som stud.med., men ingen ulejligede sig med at svare på hans ansøgninger. Bortset fra daværende overlæge Viking på Viborg Sygehus - og ganske vist med et afslag, men det gjorde et stort indtryk på den unge læge in spe, at overlægen tog sig tid til at svare personligt - oven i købet med en opfordring til at søge igen på et senere tidspunkt.
Den venlige tone i brevet overbeviste Ole Østerballe om, at Viborg Sygehus måtte være noget for ham. Og faktisk lykkedes det ham at få job i Viborg som studentervikar i 1968.
Ole Østerballe var i mange år landets førende børneallergolog og sammen med børneafdelingens nuværende ledende overlæge, Lars G. Hansen, og børnelægerne Arne Høst og Susanne Halken var han en del af det, som københavnske børneallergologer betegnede som “Den jyske mafia”. De fik oprettet børneallergicentre “vest for Valby Bakke”, og de stod i en lang periode for størstedelen af den danske forskning i allergisygdomme hos børn.
- Alene den bedrift siger en masse om Ole Østerballe, mener tidligere amtsrådsformand i Viborg Amt og nuværende formand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S). - Det er altså en flittig, dygtig og uhyre struktureret pensionist vi ønsker god vind her, tilføjer Bent Hansen, som talrige gange har truffet Ole Østerballe gennem årene. Især siden Østerballe blev ansat som sygehusets første “egentlige” cheflæge i 1990 i trojkaledelse med sygehuschef Jens Anton Dalgaard og sygehusets første chefsygeplejerske Marie Danielsen. Sygehusledelsens første store opgave var at indføre tværfaglige afdelingsledelser som et af de første steder i landet - et princip, som holder endnu, og som Østerballe hylder som velfungerende.
Ole Østerballe har forberedt sin fratrædelse i over et år. Tiden op til regionsdannelsen og ikke mindst efter har været travl og rig på udfordringer med opbygning af nye samarbejdsflader, kulturer og strukturer.
Han har deltaget engageret i arbejdet med regionens akutplan og hospitalsplan. Akutplanen blev vedtaget i 2007, og hospitalsplanen ventes vedtaget i næste måned, så han ser sit pensionstidspunkt som en naturlig og god skillelinje både for sig selv og for sin efterfølger.
At den nu pensionerede sommervikar bliver savnet, er der ingen tvivl om.
- På et tidspunkt hvor stive vinde og kradse sparekrav blæser hen over Midtjylland har vi brug for alle de erfarne hænder og skarpe hoveder vi kan mønstre, medgiver direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen. - Men efter fyrre år i sundhedens tjeneste, så skal Ole have lov at slappe af. Det har han fortjent, siger sundhedsdirektøren.
Teksten er et bearbejdet uddrag af det portræt, som Susanne Munch Overgaard, Informationsafdelingen på Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup har skrevet til det kommende nummer af personalebladet SKOPET.